Faktaboks

Pia Tafdrup
Født
1952

Pia Tafdrup. Foto fra 2010.

.

Pia Tafdrup. Foto fra 2006.

.

Pia Tafdrup, f. 1952, dansk lyriker. I sin tætvævede og svævende billedpoesi har Pia Tafdrup til stadighed nuanceret et grundtema: jeget, der søger sig selv ved at søge ud over sig selv.

Forfatterskabets udvikling bevæger sig i vækstspring, fra en kredsen om krop og eros mod en udforskning af livshistoriske og universelle sammenhænge — og fra en koncentreret sansning til en myndig tale og afprøvning af et stort formspektrum.

De første samlinger, bl.a. Når der går hul på en engel (1981) og Den inderste zone (1983), fordyber sig i en kropslig-erotisk kvindelig identitetssøgen. Digtene i Springflod (1985), Hvid feber (1986) og Sekundernes bro (1988) udvider dette felt, undersøger også destruktive kræfter, forbinder eros, smerte og død og nærmer sig tøvende en metafysisk dimension.

Den bliver mere udpræget i de store samlinger fra 1990'erne, der åbner sig mod andre former og rum: Den poetiske naturverden i Krystalskoven (1992) og mødet i Territorialsang (1994) med Jerusalem, der både forankrer Pia Tafdrups jødiske identitet og bevæger hende ud over det personlige; og endelig de strømmende vandformer, komponeret som eksistensbilleder i Dronningeporten (1998), belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris, fulgt af kortdigtene Tusindfødt (1999).

Tværs gennem denne udvikling udfolder hun et sammenhængende billedunivers. Æg, hud, sår, blod, jord, vand, fugle, måne, skrift danner særlige forestillingsmønstre og samles om tematiske magnetfelter: Erotikkens identitetsudfordrende grænseoverskridelse, kroppens nærvær — i korrespondance med eller tværtimod modstillet naturen — og dens bundethed til tid og død. Samtidig spiller digtene ofte selvhenvisende på "tekstens krop" og på sproget, ofte opfattet magisk-metafysisk.

Med digtenes suggestive billedsammenføringer og sproglige klang og rytme står Pia Tafdrup på afstand af en mere dissonantisk og ironisk modernisme. Hun viderefører originalt en visionær og også æstetisk helhedssøgende symbolistisk-modernistisk tradition, som det også fremgår af hendes poetik Over vandet går jeg (1991).

I 2002 udkom digtsamlingen Hvalerne i Paris, der udvider Pia Tafdrups lyriske univers med bl.a. en række digte om tid, forgængelighed og død. I en ny arabeskform samler hun drømme og faderbilleder, metafysik og hverdag i spændingsfyldte helheder, som ikke er set før i forfatterskabet. Hengivelsen (2004) om en erotisk passion er hendes første roman.

Hun har siden udgivet digtsamlingerne Tarkovskijs heste (2006), Det drømte træ (2007) og Boomerang (2008), romanen Stjerne uden land (2008) samt digtsamlingerne Trækfuglens kompas (2010), Salamandersol (2012) og Smagen af stål (2014).

Pia Tafdrup har bl.a. modtaget Søren Gyldendal Prisen 2005 og Svenska Akademiens nordiska pris 2006. Hun er desuden medlem af Det Danske Akademi og The European Academy of Poetry.

I 2003 blev Pia Tafdrup portrætteret af Cæcilia Holbek Trier (f. 1953) i dokumentarfilmen Tusindfødt.

Pia Tafdrups hjemmeside

Læs om Pia Tafdrup på Gyldendal.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig