Faktaboks

Thorkild Hansen
Født
9. januar 1927
Død
4. februar 1989

Thorkild Hansen.

.

Thorkild Hansen var en dansk forfatter, som er kendt for episk anlagte, effektfuldt dramatisk tilspidsede dokumentariske beretninger.

Thorkild Hansen påbegyndte litteraturhistoriske studier ved Københavns Universitet i 1945 og debuterede allerede 1947 med en lille bog om Jacob Paludan.

Samme år kom han på stipendium til Paris, hvor han blev i fem år, dels som korrespondent for Ekstra Bladet, dels med fortsatte litterære studier, hvis frugt blev den eksistentialistisk farvede Resten er Stilhed (1953). Af særlig betydning for ham i disse år var hans tilknytning til en fransk rigmand (baron Jean Seillière), der skaffede ham adgang til kultur- og rejseoplevelser i hele Middelhavsregionen og desuden lod ham bo i sit atelier i en baggård til 48, Rue de Passy i 16. arrondissement.

I 1952 vendte han tilbage til Danmark og blev litterær anmelder ved Information. Som sådan ydede han en betydelig indsats, men hans drøm var at blive fri skribent. Vejen dertil gik over nogle meget personlige rejsebøger, bl.a. med stof fra hans deltagelse i arkæologiske ekspeditioner i Bahrain og Øvre Egypten: Pausesignaler (1959), Syv seglsten (1960), En kvinde ved en flod (1961).

Med Det lykkelige Arabien (1962) om den danske ekspedition til Den Arabiske Halvø i 1700-tallet brød Thorkild Hansen igennem til sin særlige genre: den bredt episk anlagte, effektfuldt dramatisk tilspidsede dokumentariske beretning.

I denne genre fortsatte han med Jens Munk (1965) og trilogien om den danske slavehandel: Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970, belønnet med Nordisk Råds pris) for at slutte med den provokerende voldsomme Processen mod Hamsun (1978).

Hans helte er nederlagets mænd; han opfattede deres skæbne med en større patos end almindeligt i 1960'ernes og 1970'ernes litteratur. Også hans realistisk anskuelige person- og miljøskildring — med forkærlighed for egne langt syd eller langt nord for de danske — var usamtidig i forhold til datidens modernisme.

Hans metode er dokumentarismen, dvs. en fortælling bygget på autentiske historiske skriftstykker som dagbøger; men hans dokumentarisme er anderledes underholdende end de fleste af datidens mere aktuelt samfundskritiske udøvere i genren.

Thorkild Hansen dyrkede desuden reportage og dagbog. Som rejseskildringer eller beretninger fra Røde Kors-missioner, som han aktivt deltog i fra 1970'erne, er de repræsenteret i samlingen Kurs mod solnedgangen (1982). Sine personlige levnedsdagbøger så han som dokumentarisk materiale for en stor beretning, delvis efter franske forbilleder, om en ung intellektuels og skribents udviklingshistorie.

Af dette projekt nåede han dog kun at tilrettelægge og redigere begyndelsen: De søde piger (1974) og Et atelier i Paris I-II (posthumt 1990). I mellemtiden mellem de to udgivelser udsendte han en samlet selvbiografi: Søforhør (1982); den er ejendommelig ved i meget høj grad at være en billedbog, og ved at teksten er formet som et interview — også her mødes det fiktive og det dokumentariske.

I sine sidste år boede Thorkild Hansen mest i Frankrig, om sommeren på Samsø, begge steder nær ved vandet. Han døde på en lang sørejse i Caribien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig