Søgeteksten georg brandes er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Georg Brandes

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

Georg Brandes, Georg Morris Cohen Brandes, 4.2.1842-19.2.1927, dansk kritiker og litteraturforsker. Georg Brandes kom fra et jødisk grossererhjem i København og lagde an til en nobel universitetskarriere med magistergrad som 22-årig. Men han havde en modsiger i maven. 

Debutbogen Dualismen i vor nyeste Philosophie (1866) angreb efterromantikkens officielle sammentænkning af tro og viden, og inspireret af forholdet til en kvinde, der levede i et tyrannisk ægteskab, oversatte han John Stuart Mills kampskrift Kvindernes Underkuelse (1869) med et krigerisk forord. 

Georg Brandes skrev disputats om Den franske Æsthetik i vore Dage (1870), dvs. den nye positivisme i kredsen omkring kritikeren Hippolyte Taine, og samlede sin bedste teaterkritik og journalistik i Kritiker og Portraiter (1870), der — med inspiration fra kritikeren Charles-Augustin Sainte-Beuve — skildrer kreative personligheder og principperne for en ny realisme ("det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Poesien"). 

Efter halvandet års studier i Italien, Frankrig og England 1870-71 vendte han hjem ulmende af nye idéer og oprørslyst. Hans forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, der begyndte på Københavns Universitet den 3.11.1871, blev signal til en livslang kamp for at forny dansk åndsliv.

Hovedstrømninger (udg. 1872-90) er både kulturhistorie og kulturkritik, et drama i seks akter, som Georg Brandes selv kaldte sit værk. Værket vil vise, hvordan romantikken i polemik mod 1700-tallets fornuftsidéer blev til politisk reaktion, der igen blev overvundet af revolutionerne 1848 — ude i Europa, men ikke i Danmark. 

Emigrantlitteraturen (1872) tegner de første franske romantikere omkring François-René de Chateaubriand og Madame de Staël i eksil fra Den Franske Revolution og Napoleon 1. Den romantiske Skole i Tydskland (1873) følger dennes vej fra "månesyg", asocial romantik til religiøs ortodoksi og preussisk militarisme. Reactionen i Frankrig (1874) skildrer religionens og de autoritære idéers genkomst efter Napoleon 1. 

Omslaget sker med Naturalismen i England (1875): de oprørske, naturnære romantikere omkring George Gordon Byron, Den romantiske Skole i Frankrig (1882): de sandhedssøgende og problemdebatterende forfattere omkring Victor HugoHonoré de Balzac og George Sand og Det unge Tyskland (1890): de radikale frihedsdigtere omkring Heinrich Heine

Dramaets skurk er det forsigtige danske åndsliv, der hænger fast i senromantik, "Fædrelanderi" og præstegårdskultur — "som sædvanlig en 40 Aar tilbage for Europa". Målet er en ny, virkelighedsnær litteratur i frihedstankens tjeneste.

Georg Brandes' program chokerede det politisk opskræmte borgerskab. Det provokerede mange, at han så kritisk på ægteskabet og familien og med positivistiske årsagsforklaringer gjorde danske moral- og skønhedsbegreber til produkter af sociale, klimatiske og fysiologiske behov. 

Ny var også kombinationen af portrætter, tidspanorama og ideologisk analyse, med bøger læst som aktstykker om en periodes herskende idéer. Alt fremstillet i en fejende flot stil.

Georg Brandes. Fotografi fra 1909.

Georg Brandes. Fotografi fra 1909.

Georg Brandes' egne idealer var, ironisk nok, fransk, engelsk og tysk romantik af 1830. Først sent nærmede han sig tøvende naturalismen. Men Hovedstrømninger kom på ti sprog, blev "det unge intellektuelle Europas bibel" (Thomas Mann) og inspirerede siden radikale grupper i Kina og Japan. 

Reaktionen drev Georg Brandes ud i en kulturkamp, sendte ham i eksil i Berlin 1876-83 (hans eminente journalistik herfra blev til Berlin som tysk Rigshovedstad, 1885) og gjorde ham til en isme. Brandesianisme stod for radikalt frisind, men socialist var Georg Brandes ikke. 

Som aktivist repræsenterede han Den Franske Revolutions liberale idéer fra 1789, og han var udtryk for den nye kritiske intelligens: den frie litterat med doktorgrad i ryggen, men uafhængig af institutionerne. Af politiske grunde fik han ikke det professorat, han var selvskrevet til, og blev først titulær professor 1902.

Længe fandt Georg Brandes kun et publikum i det frisindede borgerskab. Hans bøger og hans tidsskrift Det nittende Aarhundrede (1874-77) kom i små oplag. Men brandesianismen fik en organisator i hans bror, politikeren og bladmanden Edvard Brandes, og et talerør med avisen Politiken fra 1884. 

Da han vendte hjem fra Berlin med støtte fra en kreds af beundrere, mønstrede han sin gruppe i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883). Det var nordmændene Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson og danskerne J.P. Jacobsen, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Erik Skram og Sophus Schandorph, mens kvindeforfatternes sammenbrudsromaner ikke levede op til Brandes' ideal om hele, frigjorte kvinder. 

Privat søgte han inspiration i "fri kærlighed" til en stribe intellektuelle kvinder, men alt den slags er udeladt af selvbiografien Levned 1-3 (1905-08).

Georg Brandes' hovedgenre blev det psykologiske portræt, som han dyrkede i essays om "Mennesker og Værker" i dansk og europæisk litteratur og i "litteraturpsychologiske" biografier som Søren Kierkegaard (1877) om "Geniet i Købstaden", Esaias Tegnér, Benjamin Disraëli (begge 1878) og Ferdinand Lassalle (1881). 

Ludvig Holberg (1884) viser metoden på ondt og godt. Gerg Brandes' Ludvig Holberg fremstår påfaldende bitter, men synspunktet fremkalder nye træk i værkanalysen og i billedet af folkeopdrageren over for en træg, uoplyst samtid.

Møde i Bogstaveligheden, 1. marts 1882, hvor J.P. Jacobsen oplæser novellen Pesten i Bergamo efter sit manuskript. Erik Henningsen tegnede i 1910 denne situation fra det toneangivende kunstneriske miljø i København, hvor man andægtigt lytter til digterens lidenskabelige prosa, et skriftsprog, som indtager rummet. Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher.

Efter Sædelighedsfejden 1885-87 om seksualmoral blev Georg Brandes grebet af mistro til, at demokrati og velfærdsmoral kunne hamle op med reaktionen, og vendte interessen mod "det store Menneske som Kulturens Kilde". 

Som den første af alle introducerede han offentligt den tyske filosof Friedrich Nietzsche i foredrag og i "En Afhandling om aristokratisk Radikalisme" (1889) og begyndte sin suite af heltebiografier: Shakespeare (1895-96), Goethe (1915), Voltaire (1916-17), Cæsar (1918) og Michelangelo (1921). 

De samler et stort stof i prægnant form. Brandes er portrætkunstens mester med eminent indføling i personlighed og miljø. Heltene fremstår dog tit farvet af hans egen pirrelighed, forfængelighed og misantropi. Han poserede gerne som martyr, ene mand mod åndsformørkelsen.

Med sine frihedsidéer blev Georg Brandes ved at være et politisk symbol. Fra 1890'erne var han Vestens mest indflydelsesrige og ombejlede kritiker — "den gode europæer og kulturmissionær" (Friedrich Nietzsche), altid på farten, altid i diskussion. 

Fra hans adresser i Havnegade og på Strandboulevarden i København udgik en strøm af bøger og artikler om kultur og samfund, protester mod oprustning, politisk forfølgelse og barbariske retsforhold. På foredragsrejser i Østeuropa (Indtryk fra Polen og Indtryk fra Rusland, 1888) blev han en projektionsfigur for intellektuelle i ufrie stater. 

Indflydelsen voksede med hans indsats mod 1. Verdenskrigs nationalhysteri og rustningsindustri i de bidske, skarpsynede bøger Verdenskrigen (1916-17) og Tragediens anden Del (1919), og han blev medstifter af den internationale radikalt-pacifistiske Clarté-bevægelse. Hans sympati for Den Russiske Revolution blev snart til kritik af bolsjevikkernes tyranni, men han støttede fortsat arbejderbevægelsen

Han hyldede sin ungdoms idealer i Hellas (1925) og vakte en sidste forargelse med de bibelkritiske kampskrifter Sagnet om Jesus, Petrus og Urkristendom (1925-27), hvor han synes tonedøv også for sin egen ungdoms religiøse oplevelser.

Georg Brandes var, hvad han kaldte Ludvig Holberg: "den geniale Arbeider". På sine 61 skribentår skrev han 58 små og store værker, tit i flere bind og i stadig reviderede udgaver, og mange tusinde artikler og breve. 

Kun en del er optrykt i Samlede Skrifter 1-18 (1899-1910), i Georg og Edv. Brandes' Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd 1-8 (1939-42) og i Correspondance 1-4 (1952-66). 

Hans herskende evne er den umættelige nysgerrighed, sansen for at kombinere og tænke originalt, flamme op, suge til sig og gengive en sag koncist. Med forbavsende overblik skrev han til det sidste om alt fra USA's, Latinamerikas og Sovjets nye rolle i storpolitikken og tysk fascisme til relativitetsteorien og nye retninger i kunst og film. Da han døde som 85-årig, var det en forsidenyhed verdenspressen rundt.

Georg Brandes definerede sine grundtanker som frihedsidéen, retsidéen og genidyrkelsen, og som kultur- og samfundskritiker blev han en "Vejbryder, Fornyer, Luftrenser" (som han kaldte Voltaire), der i sit forfatterskab uforfærdet bekæmpede vanetænkning, hykleri og facademoral. 

Politisk blev han ved flere lejligheder angrebet af både konservative (tit med antisemitiske overtoner) og marxister. Senere litteraturkritiske retninger, nykritik og strukturalisme, tog afstand fra hans metode. 

Men fra 1960'erne har Georg Brandes på anden måde fået en renæssance, også i udlandet, fordi han gjorde kritikken til en kunstart og forenede forskning og formidling. Værker, mennesker og epoker lever i hans bøger med enestående friskhed. Han er det uovertrufne talent i dansk kritik og litteraturforskning.

Læs også om Georg Brandes i Dansk Biografisk Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Møde i Bogstaveligheden, 1. marts 1882, hvor J.P. Jacobsen oplæser novellen Pesten i Bergamo efter sit manuskript. Erik Henningsen tegnede i 1910 denne situation fra det toneangivende kunstneriske miljø i København, hvor man andægtigt lytter til digterens lidenskabelige prosa, et skriftsprog, som indtager rummet. Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher.

© Dette billede må du ...

Georg Brandes. Portrættegning af P.S. Krøyer, 1881.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
14/11/2013
Redaktionen
04/02/2013
Oprindelig forfatter
HaHer
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki