Faktaboks

Kai Friis Møller
Født
1888
Død
1960

Kai Friis Møller, 1888-1960, dansk forfatter og kritiker. Mindre end for sin egen tidlige, traditionsprægede lyrik er Kai Friis Møller kendt som en finsleben oversætter af europæisk versdigtning — fra middelalderballader til symbolismen, Rudyard Kipling (Mandalay) og T.S. Eliot.

Han var igennem mange år dagbladskritiker ved bl.a. Ekstra Bladet og Politiken, hvor han var en kyndig og bidsk vogter af den gode smag og den sunde fornuft. Blandt hans artikelsamlinger kan nævnes Skribenter og Bøger (1942).

Som en stilsikker og ofte morderisk vittig prosaist fremtræder han også i sine Memoirer i utide (1942) og Memoirer paa høje tid (1960).

Kai Friis Møller blev anvendt som model for litteraturanmelderen Vuldum i Tom Kristensens Hærværk (1930) og Hans Scherfigs Frydenholm (1962).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig