Paul V. Rubow var en dansk litteraturforsker, filolog og litterat, der var professor i nordisk litteratur i årene 1930-1933 og i almindelig litteraturvidenskab fra 1933 til 1966 ved Københavns Universitet.
Paul V. Rubow
Faktaboks
Paul V. Rubow
Paul Viktor Rubow
- Født
- 9. januar 1896, København
- Død
- 7. april 1972, København
Paul V. Rubows legendariske belæsthed og hukommelse for det læste havde sit støttepunkt i hans private bogsamling, der især rummede betydelige dele af den ældre litteratur på fransk, tysk, engelsk og latin foruden al væsentlig dansk skønlitteratur frem til hans egen levetid. De i alt ca. 40.000 bøger spredtes ved salg i 1972 til glæde for mange yngre bogvenner. Fotografi fra 1942, da Rubows essay Mit Bibliotek blev skrevet til Berlingske Aftenavis.
En ung opsigtsvækkende fagmand
Rubow blev mag.art. i nordisk filologi i 1919 Fra Københavns Universitet, skrev guldmedaljeafhandling samme år og dernæst en disputats i 1921. Efter at have været dansk lektor i Paris i et par perioder, været redaktør gennem ti år på Ordbog over Det danske Sprog samt ýderligere undervisningsarbejde, fik han tildelt et personligt begrundet docentur i nordisk sprog- og litteraturforskning i 1929 ved Universitetet.
Fra sin unge år kunne Rubow opvise en helt særegen belæsthed, allerede under studiet publicerede han i et videnskabeligt tidsskrift, og hurtigt fremstod han som en ekstraordinær forskerskikkelse, der tilførte ny metodisk stringens til næsten alt hvad han rørte ved.
Prægnant forskning på tre felter
Hans filologiske forskning begyndte i det stilhistoriske studie Saga og Pastiche. Bidrag til dansk Prosahistorie (omarbejdet guldmedaljeafhandling, 1923, genudgivet 1968), dernæst udforskede han kritikhistorien med Dansk litterær Kritik i det nittende Aarhundrede indtil 1870 (1921, genudgivet 1953, med ændret titel, og 1970 med igen ændret titel) og med H.C. Andersens Eventyr (1927, genudgivet 1943 og 1967) anlagde han en bemærkelsesværdig ny analysesystematik på denne genre.
Sideløbende demonstrerede han forskning omkring fx litterær oversættelse, publicerede på fransk og gendigtede fra klassisk latin, ligesom han allerede her selvbevidst begyndte den lange praksis med at samle sine artikler og kronikker fra tidskrifter og dagblade til bogudgivelse.
Et langt professortidsrum
Rubow efterfulgte dernæst de to store professorskikkelser, først som eneste ansøger Vilhelm Andersen i 1930 inden for nordisk litteratur, dernæst efter kaldelse Valdemar Vedel i 1933 inden for almindelig litteraturvidenskab; det hurtige – og lidt ualmindelige – skift skyldtes åbenlyst både fagprofil og gemyt, der stod mere til det eksklusive magisterkonferensfag end til at uddanne gymnasielærere inden for danskfagets dannelsestænkning.
Med en fortsat bred produktivitet og omfangsrig publicitet – i perioder mindst én bog om året – konsoliderede han sig blandt 1900-tallets mest betydningsfulde danske litteraturfaglige forskere og essayister.
Rutinerede artikler og fagbøger
Hans kritikhistoriske indsats blev fortsat med banebrydende studier om – forbilledet – Georg Brandes og den franske Hippolyte Taine, og både på det felt og inden for genrestudier bragte han franske teoretikere, fx Joseph Bédier, ind i Danmark.
Den filologiske stilforskning fik en sikker metodebog med Den kritiske Kunst. En Afhandling om filologisk Litteraturforskning (1938), medens et trebindsværk om forfatteren Holger Drachmann (1940-50) betegnede overgangen til en mere biografisk digterportrættering – og næppe hører til hans bedste bøger.
Løbende redigerede Rubow udvalg af ældre litteratur, bl.a. Ludvig Holberg, H.C. Andersen, Holger Drachmann, og tilbagevendende var eksempelvis hans optagethed af Bibelen som litterær tekst. Han skrev ikke større blivende oversigtsværker endsige bidrog væsentligt til samleværker, bortset fra Dansk Biografisk Leksikon (2.-udgaven).
I efterkrigstidens optagethed af Søren Kierkegaard meldte også han sig med flere bøger, bl.a. Kierkegaard og hans Samtidige (1950), ligesom han genoptog sine Shakespeare-studier. Gennemgående var hans franske kyndighed og præference tydelig, hvorimod eksempelvis den nye orientering mod angelsaksisk litteratur og litteraturvidenskab i mellem- og efterkrigstiden ikke fik større opmærksomhed.
Kronikør og anmelder
Rubow fik støt stigende aktivitet med at skrive forord, nekrologer, jubilæumsartikler, teaterprogrammer etc. – et sikkert kort!, og han skrev flittigt og bredt kronikker i hovedstadens store dagblade, hovedsagelig om sit fagfelt, men også om andre kulturelle og historiske emner. Dertil havde han de samme steder en meget kontinuerlig anmeldervirksomhed, især af litteraturvidenskab og klassikere, hvorimod han næsten ikke anmeldte aktuel skønlitteratur.
Det er også påfaldende, at bortset fra et par større håndbogsartikler om lyrikeren Hans Hartvig Seedorff Petersen, gav han i den lange professortid ingen mere samlet behandling af sin samtids litteratur og forfattere.
En lærd og generøs institution omkring Frue Plads
Rubow blev med sin lange professortid en institution omkring Frue Plads (med gæstfri tjenestebolig lige i nærheden) og med kort afstand til de store biblioteker, de jævnlige aftagere Politiken, Nationaltidende og Berlingske og forlagene Gyldendal og – hans længe foretrukne – Munksgaard.
Han fyldte meget mange steder, var kendt for flid og uhyre belæsthed, anerkendt som skribent og elegant stilist – en bog hed Kunsten at skrive (1942), men også kendt for skarphed, modsigelyst og til tider polemik. Omkring en snes bøger, med et par posthume, opsamler hans essays og kronikker.
Rubow blev en stor inspiration og mentor for en ny generation fremstormende forskere omkring 1930 og fremdeles frem til omkring 1960. Han indtog sin professorrolle som en frisindet konservativ og beskrives både som generøs og kapriciøs. Han kunne også dele vandene og selv bidrage til at skille får fra bukke – både blandt forfattere og egne fagfæller; nogle slog sig på hans form, og studerende kunne savne pædagogisk engagement.
Der foreligger mange mindre portrætteringer af Rubow fra kolleger og elever. Han blev medlem af Videnskabernes Selskab i 1942 og var medstifter af Det Danske Akademi i 1960. Foruden et par svenske akademiske hædersbevisninger modtog han H.C. Andersen-legatet (1962) og H.C. Andersen Medaljen (1966).
Læs mere i Den Store Danske
Litteratur
- Københavns Universitet 1479-1979, IX,2, 1979, G.E.C. Gads Forlag.
- L.P. Rømhild: Tradition og fantasi. Kritikhistoriske sonderingere i Paul V. Rubows forfatterskab, 1976, Studier fra sprog- og oldtidsforskning/G.E.C. Gads Forlag.
- F.J. Billeskov Jansen: Liv og Lærdom. Kapitler af Dansk Videnskabs Historie, 1983, Gyldendal.
- Anne Wolden-Ræthinge: Ninka interviewer Paul V. Rubow, 2021, Saga Egmont (e-bog).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.