Faktaboks

Torben Brostrøm
Født
4. juni 1927, Kalundborg
Død
8. december 2020, Nivå
Torben Brostrøm, 2009
Af //Information/Ritzau Scanpix.

Torben Brostrøm var en dansk litteraturforsker, -underviser og -kritiker, litterat, redaktør og forfatter.

Brostrøm blev cand.mag. i dansk og fransk i 1953 fra Københavns Universitet og var herefter ansat i gymnasieskolen i København. I årene 1979-1992 var han professor i dansk litteratur ved Danmarks Lærerhøjskole, og 1992-2001 fagredaktør ved Den Store Danske Encyklopædi. Sideløbende med alle ansættelserne havde han et mangefacetteret og indflydelsesrigt litterært virke.

Dansk fødselshjælper for modernisme

Brostrøms navn blev tidligt knyttet til især den lyriske modernismes gennembrud i dansk litteratur omkring 1960. Som fortaler og indforstået kritiker redigerede han de litterære og kulturelle tidsskrifter Hvedekorn 1955-1960, Selvsyn 1960-1966 og (sammen med Niels Barfoed) Vindrosen 1965-1968, ligesom han i 1956 var begyndt som kritiker ved dagbladet Information.

En Vindrose-artikel "Det umådelige mådehold" fra 1959 blev berømt som hans polemiske programartikel, hvor han kritiserede den eksisterende lyrik for provinsialisme og manglende dristighed og satte en stor udenlandsk modernismetradition (T.S. Eliot, Gunnar Ekelöf, Stéphane Mallarmé etc.) op som modsætning – i både form og erkendelse.

Litterær orientering

Brostrøms aktivitet fremstod som en tæt offensiv med antologierne Lytteposter i halvtredsernes danske lyrik (1959) og Den ny poesi (1962, rev. udgave 1965) fulgt op af kritik og essays i samleudgivelserne Versets løvemanke (1960), Poetisk kermesse (1962), Ti års lyrik (1966), Labyrint og arabesk (1967).

Tillige blev skolernes litteraturundervisning inddraget i nyorienteringen via nogle vigtige konferencer i 1960'ernes begyndelse, hvor Brostrøms medvirken grundlagde hans langvarige indflydelse på danskfaget. Endelig trak han litterære tråde til det nye kunstmuseum Louisianas miljø.

Samtidig redigerede han udvalg af lidt ældre lyrikere som Johannes Wulff, Jens August Schade, Orla Bundgård Povlsen, et udvalg introducerede den indflydelsesrige amerikanske modernist Ezra Pound, og med udgivelsen af Samlede skrifter I-II (1959) bidrog han væsentligt til kanoniseringen af den surrealistiske modernist Gustaf Munch-Petersen. Dertil holdt han i mange år som trofast oversætter den betydelige norske modernist Tarjei Vesaas' prosa synlig i Danmark.

Sin kyndige kritikvirksomhed samlede Brostrøm de følgende årtier løbende i bogform, fulgt op af to fyldige retrospektive udvalg af henholdsvis anmeldelser og essays i Underspil (2002, ved C. Lund og E. Skyum-Nielsen) og Uden titel (2003, ved C. Lund).

Pædagogisk litteraturhistoriker

Sideløbende havde Brostrøm et bredere samtidslitteraturhistorisk og formidlingsorienteret forfatterskab, som bidragyder til Politikens Forlags succes Dansk litteraturhistorie (bind 4, 1966, revideret udgave, bind 5-6, 1977) om prosaen og lyrikken efter 1920, og med hovedredaktion (sammen med Mette Winge) af og bidrag til populærhåndbogen Danske digtere i det 20. århundrede 1-5, 3. udgave, 1980-1982. I 1981 udsendte han samtidskarakteristikken Den ny åbenhed. 1970'ernes brugslitteratur (om bl.a. køn, arbejdspladser, bekendelseslitteratur, knækprosa etc.), og Moderne svensk litteratur 1940-72 (1975) var ligeledes en velanbragt oversigtsbog.

Klaus Rifbjerg – en digter i tiden (1970, udvidet udgave I-II, 1991) var hans eneste større forfattermonografi, medens han med Folkeeventyrets moderne genbrug eller Hvad forfatteren gør - (1987) demonstrerede en genres udvikling. Dertil bidrog han – af og til også omkring ældre litteratur, bl.a. H.C. Andersen – bredt med redaktion og artikler til mange antologier og tidsskrifter.

Erindringsforfatter

Gennem sine sidste ca. 25 år udgav Brostrøm i alt syv erindringsbøger, fra Men dansen den går (1994) til den 90-åriges sidste direkte titel Ved kanten – en endnu levendes erindring (2017), hvori rids af både privatlivsbevægelser og arbejdsliv blandt jævnaldrende fagfolk og forfattere veksles med besindige livsbetragtninger og humorfyldt melankoli. Desuden udfoldede han sig de samme år i småbøger med finurlige smågenrer: stikord, apropos'er, opslag, grammapoetiske efterord, billedspor, etc.

Et fagligt fyrtårn

Brostrøm har en plads i dansk kritikhistorie som den, der efter Georg Brandes tydeligst agerede sammen med en ny litterær bevægelse. Han stod med stor flid og belæsthed som en højt respekteret fagperson og betydelig autoritet gennem fem-seks årtier, centralt placeret med mange roller i det litterære miljø – mere end 60 års kritiker-kontinuitet på samme dagblad er en sjældenhed. Han var med stor samtidsbevidsthed og integritet en beredvillig rådgiver og indflydelsesrig i mange litteraturfaglige, pædagogiske og kulturpolitiske udvalg, og han var en klar og smidig skribent.

Brostrøm fik et kollegialt festskrift til 60-årsdagen og modtog mange hædersbevisninger, bl.a. Louisiana-Prisen i 1962, Søren Gyldendal Prisen i 1968, Selskabets pris (Det Danske Akademi) i 1969, Georg Brandes-prisen i 1988 og Bebop-prisen i 2009 og ligeledes flere svenske, bl.a. et æresdoktorat ved Lunds Universitet 1986 og Det Svenske Akademis nordiske pris 2003. Han var medlem af Det Danske Akademi fra 1973 og modtog Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1989.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Djævleriernes optog, J. Lund og N. B. Wamberg (red.), 1987, Gyldendal (festskrift).
  • T. Brostrøm: Lod og del, 1997, Tegn og træf, 1998, Rad og række, 2006, Gyldendal (erindringer).
  • A-M. Mai: Danske digtere i det 20. århundrede bd. 2, s. 522ff, 2001, Gads Forlag.
  • E. Skyum-Nielsen: Efterskrift, i: Underspil. Litterær kritik i udvalg, 2002, Gads Forlag.
  • Modernismen til debat, A. Borup et al. (red.), 2005, Gyldendal/Syddansk Universitetsforlag.
  • S. Skriver og M. Schmidt-Madsen: Troldtøj, fabelnisser og helvedesblomster. Om Torben Brostrøms gennembrudskritik, Spring nr. 36, 2014, Spring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig