Valdemar Vedel

© Gyldendal

Valdemar Vedel. Fotografi fra 1890'erne.

Valdemar Vedel, 1865-1942, litteraturforsker; søn af Peter Vedel. Han blev cand.jur. allerede 1887, og året efter vandt han guldmedalje for en filosofisk prisopgave om forholdet mellem ret og moral, der viser hans tilknytning til Kants etiske idealisme. Samme år kom Stavnsbaand, en roman om en overspændt ung lærd, der rammes af hjerneblødhed, men retter sig og i et øjebliks syn anskuer et mægtigt åndshistorisk værk, som han — og Vedel — skulle realisere. Det prægede alle Vedels videnskabelige arbejder, at de i kulturpsykologisk metode hævdede sig overlegent, først Studier over Guldalderen i dansk Digtning (1890) og Svensk Romantik (1894).

Vedel blev 1895 docent i almindelig litteraturhistorie, 1911-33 var han professor. Europæisk perspektiv forenede vægtige skrifter om middelalder, humanisme, renæssance, barok og fransk klassik 1903-32. Personlige og kritiske essays samlede han i Menneskelighed (1920), her optrykt "Nikodemus' Skriftemaal" (1901), og Firsernes Førere (1923). Der var fin samfølelse med en splittet digter i Holger Drachmann (1909). Alderdomsværket Liv og Kunst, 1-2 (udgivet 1949) var en hyldest til kunsten både som erstatning for levet liv og som impuls til forhøjet livsfølelse.