Vilhelm Andersen

Andersen blev cand.mag. i dansk, latin og oldgræsk fra Københavns Universitet i 1888. Over de følgende 20 år byggede han en alsidig karriere op, dels med undervisning ved forskellige skoler og seminarier, dels som anmelder af litteratur og primært teater i Illustreret Tidende, senere i Tilskueren.

Sideløbende med sit virke som underviser og anmelder forfulgte Andersen et forskningsspor, først med en guldmedaljeafhandling og dernæst disputatsen Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie (1896). Hertil kom nogle fornyende bud på den litterære og psykologiske biografi med Poul Møller. Hans Liv og Skrifter (1894, genudgivet 1904, 1944) og Adam Oehlenschläger. Et Livs Poesi I-III, (1899-1900).

Han slog igennem med sin metodiske kombination af filologi, psykologisk biografisme og åndshistorie, og med en 1890'er-inspireret tilslutning til romantikken bidrog han til tidens litteraturhistoriske konstruktion af guldalderen som nationalt åndeligt højdepunkt.

Foruden mange mindre afhandlinger bedrev han essayistik, udgav danske forfatteres tekster og påbegyndte et stort åndshistorisk værk-kompleks om den nationale dannelses klassiske europæiske rødder med første bind Tider og Typer i dansk Aands Historie (1907). Dertil fik han opbygget en stor og efterspurgt foredragsvirksomhed, fx også i højskolemiljøer, ligesom han selv forfattede og oversatte tekster.

I 1908 var Andersen den indlysende fagperson til først et ekstraordinært professorat ved Københavns Universitet i dansk litteratur, fra 1918 et ordinært i nordisk litteratur. Opgaven var at uddanne lærere til det nye gymnasium, der i 1903 efter afskaffelse af latinskolen havde gjort dansk til det vigtigste dannelsesfag med litteraturen i centrum.

Hertil skrev han Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning (1912), der klart angav forskningens filologiske, æstetiske, psykologiske og historiske metoder og skitserede et klassisk program for danskundervisning både på universitetet og i gymnasiet. Den nationale litteraturbevidsthed og især tekstfortolkningen skulle virke opdragende – danskfaget skulle "forme Mennesker". Programmet stod sig: i 1933 måtte bogen genudgives da faget var i krise, og først i 1970 kunne en nyt genoptryk samtidig med nye undervisningsreformer tilbageskuende markere slutningen på den lange Andersen-æra.

Hans forskning fortsatte i det biografisk-psykologiske spor med de forskelligartede forfatterskabs-bøger Paludan-Müller I-II (1910), Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab (1917 – en 60 års-fejring) og Vilhelm Topsøe. Et Bidrag til den danske Realismes Historie (1922). Dertil kom artikler og essay-afhandlinger, der blev udgivet som "litteraturbilleder" eller i "tidebøger" og tre yderligere bind af Tider og Typer (1909-1916) samt tekstudvalg af forskellige danske forfattere.

Andersens nok mest betydningsfulde indsats blev bind 2, 3 og 4 af Illustreret dansk Litteraturhistorie (1921-1934, først hæftevis), der som et nytænkt initiativ – også med inddragelse af ikke-skønlitterære forfattere – blev den indtil da største oversigts- og håndbog på området. Her dækkede han grundigt og fortættet tidsrummet 1700-1900, hvor han dels indfølt fulgte forfatternes inspiration, psykologiske indtryk og motivvækst frem til endeligt sprogligt og litterært udtryk, dels lod dem træde frem som led og generations-succession i en national udvikling og harmonisk sammenhæng.

På sit felt fyldte Andersen vedholdende længe og meget. Han fortsatte i 1900-tallets første årtier sine kritik- og essays-udgivelser og var samtidig en central del af forlaget Gyldendals omfattende dominans af det litterære miljø. I stadig flere sammenhænge skrev han forord, påtog sig redaktion, bidrog til jubilæer og begivenheder, typisk med et nationalt aspekt, og han stillede beredvilligt med foredrag i mange anledninger. Med et ideal om at forene det folkelige og det akademiske blev han i kontakt med mange miljøer landet over en kulturel figur ud over sit strikte fagfelt.

Både mundtligt og på skrift gav blandingen af nationalbevidsthed og inderliggjort forhold til litteratur et forkyndende præg til hans ønske om at vække folkets fællesfølelse og individets selvfølelse. Han blev som underviser med stor udstråling og pædagogisk initiativ (bl.a. cykelture med de studerende) en ledestjerne for et par generationer af gymnasie-dansklærere, men hans udfoldelser skyggede også for andre mere systematiske metodiske tilgange, der var på vej.

I tidens kulturdebat tilhørte han udpræget den fløj, der ville neutralisere Georg Brandes' nyere europæiske orientering, radikalismen og det moderne gennembruds betydning. Hans nationale og i flere henseende konservative (men ikke kristent orienterede) position stod for en modernitetskritik i industrialiseringens og urbaniseringens tid – som naturligvis også mødte opposition.

I hans ordrige og smidige skribentvirksomhed var der tillige en kunstnerisk åre – bl.a. studenterrevyer og fx en libretto til Carl Nielsens succes-opera Maskarade i 1906. Som klassisk filolog kunne han oversætte fra både latin og græsk – og som foredragsholder og oplæser var han i årtier efterspurgt uden for universitets mure, også fx i radioen under Besættelsen, og han indspillede også tale-grammofonplader.

I et langt otium fortsatte en del af hans forskelligartede produktivitet, især genoptog han det åndshistoriske arbejde med Tider og Typer med seks bind om den romerske lyriker Horats og hans spor i europæisk og nordisk litteratur (1939-1951) – der dog ikke fik den største udbredelse.

Der foreligger foruden to festskrifter mange erindringsportrætter og karakteristikker af Andersen fra tidligere kolleger og elever; han var rigt ordensdekoreret, fik flere svenske akademiske hædersbevisninger og Holbergmedaljen i 1934, og han var fra 1923 medlem af Videnskabernes Selskab.

• Litteraturhistorie
• Nationalkultur
• Danskundervisning

Københavns Universitets historie 1479-1979, IX,2, 1979, G.E.C. Gads Forlag.

J. Kondrup: Livsværker. Studier i dansk litterær biografi, 1986, Amadeus.

Vilhelm Andersen, Valdemar Vedel – brevveksling 1894-1939, v. P. Dahl, 1987, Gyldendal/DSL.

K. Vilhelmsen: Vilhelm Andersen – et faglitterært forfatterskab. Forarbejder 1888-1906, (bind I), 2021.