Vilhelm Andersen

© Gyldendal

Vilhelm Andersen var en fremragende litteraturformidler, der prægede en hel generation af dansklærere. Han dyrkede den biografiske metode, og hans interesse for at se personen bag værket førte ham sammen med de studerende ud på de berømte cykelture til litterære mindesmærker ud over landet.

Vilhelm Andersen, Vilhelm Rasmus Andreas Andersen, 1864-1953, dansk litteraturhistoriker, dr.phil. 1896, 1908-30 professor i dansk og nordisk litteratur ved Københavns Universitet.

Også uden for universitetet, bl.a. i radioen, var Vilhelm Andersen en meget afholdt foredragsholder og en virtuos oplæser. I 1906 skrev han desuden librettoen til Carl Nielsens opera Maskarade (1906), hvorfra især Jeronimus' sang ("Fordum var der Fred paa Gaden") har vundet almindelig udbredelse.

Vilhelm Andersens mest betydningsfulde indsats blev dog bd. 2, 3 og 4 af Illustreret dansk Litteraturhistorie (1921-34). Den lærde og sindrigt fortættede fremstilling af dansk litteratur i perioden 1700-1900 lader forfattere og værker fremtræde som led i en national udvikling og sammenhæng.

Den nationale dannelses klassiske rødder havde Vilhelm Andersen inden da afdækket i de fire bind Tider og Typer af dansk Aands Historie (1907-16), senere fulgt op med seks bind om Horats og hans spor i europæisk og nordisk litteratur (1939-51).

I lærebogen Dansk Litteratur. Forskning og Undervisning (1912) fremstillede Vilhelm Andersen meget klart litteraturforskningens filologiske og psykologiske metoder og skitserede desuden et klassisk program for gymnasiets danskundervisning, der bevarede sin indflydelse helt frem til omkring 1970.

Med sin rige, af og til fantasifulde, indfølingsevne ville Vilhelm Andersen følge hvert trin i inspirationens og motivernes vækst fra forfatterens første psykologiske indtryk frem til det endelige litterære og sproglige udtryk.

Vilhelm Andersen demonstrerede selv den biografiske forsknings frodighed i Adam Oehlenschläger. Et Livs Poesi (3 bd. 1899-1900), men også dens tørre skematik i Paludan-Müller (2 bd. 1910). Biografierne om Poul Møller (1894), Henrik Pontoppidan (1917) og Vilhelm Topsøe (1922) fremhævede en dansk tradition for behersket realisme.

Med sine meget læste biografier ville Vilhelm Andersen "grunde en national dannelse på dyrkelsen af dens kunstneriske type: den folkelige klassiker". Herved søgte Vilhelm Andersen samtidig at sætte en parentes om det moderne gennembruds indflydelse i dansk åndsliv og at neutralisere radikalismens og Georg Brandes' betydning ved at pege på sammenhæng og kontinuitet.