Aminata Sow Fall, f. 1941, senegalesisk forfatter. Efter endt uddannelse i Frankrig underviste Aminata Sow Fall i fransk litteratur i Senegal. Hendes roman La Grève des battu fra 1979 (da. Tiggernes strejke, 1996) modtog Grand Prix Littéraire de l'Afrique 1980. Aminata Sow Fall forholder sig kritisk til konflikten mellem tradition og modernitet, især angående den afrikanske kvindes situation. Hun tager også forholdet til magten op i Ex-père de la nation (1987) og til indvandreres problemer i Douceur du bercail (1998).