Sherwood Anderson, 1876-1941, amerikansk forfatter. Han var direktør i Elyria, Ohio, for et firma, der solgte maling, da han en dag i november 1912 opgav sit arbejde og forlod sin familie, hvad der var et både konkret og symbolsk oprør mod borgerlig moralisme og materialisme. Han tog til Chicago for sammen med andre forfattere, i en by kendt for arbejdskampe, at protestere mod puritanske begrænsninger i kunst og privatliv. Anderson fandt sin udtryksform i den korte fortælling. De mest populære samlinger er Winesburg, Ohio (1919, da. 1934 og 1959), der har en løst sammenhængende, cyklisk opbygning, og The Triumph of the Egg (1921). Sherwood Andersons realisme var en nyskabelse. Han valgte at fokusere på den enkeltes skjulte virkelighed og ubeskrevne følelsesliv og mente, at vi ofte ender som groteske individer på grund af manglende evne til at kommunikere følelser. I 1920'erne levede Anderson i New Orleans, hvor hans stil og emnevalg fik betydning for Ernest Hemingway, John Dos Passos og William Faulkner. I romanen Poor White (1920) og i selvbiografien A Story Teller's Story (1924) skildrede han sin ungdoms møde med, hvad han så som en altødelæggende industrialisering. I romanen Dark Laughter (1925, da. 1945) sammenlignede han i enkel stil hvide amerikaneres golde liv med afroamerikaneres ubundne livsførelse og foregreb dermed den litterære udvikling. Anderson udgav en del i 1930'erne, bl.a. nogle af sine bedste fortællinger i Death in the Woods (1933) og en af sine mest diskuterede romaner Kit Brandon (1936, da. 1937) om forbudstidens USA, men han døde glemt af offentligheden. Det var først i 1960'erne, at Sherwood Andersons væsentlige rolle i udviklingen af den korte fortælling blev fuldt anerkendt.