Faktaboks

E.L. Doctorow
Født
6. januar 1931
Død
21. juli 2015

E.L. Doctorow, Edgar Lawrence Doctorow, 6.1.1931-21.7.2015, amerikansk forfatter, der med forkærlighed dyrkede grænseområdet mellem dokumentarisme og fiktion. Sit gennembrud fik Doctorow, der også skrev for teateret, i 1971 med The Book of Daniel (da. Daniels bog, 1977) om retssagen mod de spionagesigtede Julius og Ethel Rosenberg og dens efterspil. Doctorows romaner er oftest henlagt til tiden mellem århundredskiftet og 2. Verdenskrig. I hans vel nok bedst kendte, Ragtime (1975, da. 1976; filmatiseret af Miloš Forman i 1981), færdes historiske personer som Henry Ford, Harry Houdini, Emma Goldman og Sigmund Freud i en historie, der konfronterer sort og hvid, rig og fattig i USA i begyndelsen af 1900-t. Doctorows foretrukne genreoverskridende teknik med dens perspektivering af personer og hændelsesforløb i et spændingsfelt mellem det givne og det opdigtede problematiserer tilvante moralske og erkendelsesmæssige rammer.

Doctorow, der har et specielt skarpt blik for svaghederne i moderne amerikansk selvforståelse, har i 1990'erne bevæget sig fra en fabulerende fortælling om New York i The Waterworks (1994, da. Vandværket, 1995) til en mangesporet historie om skabelse og åndelighed i City of God (2000). Efter non-fiktion-bogen Reporting the Universe (2003) og novellesamlingen Sweet Land Stories (2004) kom den dramadokumentariske roman The March (2005, da. Marchen, 2014) om general Shermans ødelæggende og i strategisk henseende meningsløse march i Den Amerikanske Borgerkrigs sidste måneder gennem Georgia og North og South Carolina. I 2009 udkom romanen Homer & Langley (da. Homer og Langley, 2011) om to brødres eremitiske tilværelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig