Faktaboks

Richard Powers
Født
1957

Richard Powers er en amerikansk forfatter. Powers, der siden 1996 har været fast tilknyttet University of Illinois, er uddannet dels i fysik, dels i litteratur.

I frustration over videnskabens krav om snæver specialisering, det være sig naturvidenskab eller humaniora, fravalgte Powers en akademisk karriere til fordel for tværgående læsning og studier efter egne indskydelser, mens han arbejdede som computerprogrammør.

Sammentænkningen af kunst og videnskab præger et ambitiøst og strukturelt udfordrende forfatterskab, der startede med Farmers on Their Way to a Dance (1985), og hvis første hovedværk var The Gold Bug Variations (1991), der sammenvæver genetik, datalogi og flerstemmig musik i en historie om kærlighed og død. The Time of Our Singing (2003; dansk Sange i tid og rum, 2005), Powers' ottende roman, fokuserer på spændingen mellem æstetik og etik i en fortælling om to jødisk-afroamerikanske brødres vanskelige og identitetsproblematiserede musikalske karrierer i et amerikansk efterkrigssamfund præget af racisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig