Australien – litteratur, Australiens litteratur har mange begyndelser: i den gamle verdens teorier om et sydligt kontinent, i aboriginernes store sangcykluser, der er myter, moralfilosofi og præcise landkort på én og samme tid, samt i de første opdagelsesrejsendes beretninger. Det første digt på engelsk skrevet i Australien (1819) er en ironisk hyldest til kænguruen. Det slutter med at se kontinentet som "en efterbyrd, ikke skabt i begyndelsen — men fremkommet ved syndefaldet". Den første litterære genre, der udviklede en speciel australsk form, var straffefangernes ballader. De forskellige indfaldsvinkler anslår temaer, der har holdt sig i australsk litteratur til vore dage: Idéen om et endnu ukendt kontinent, hvor selv landkort og stednavne synes delvis fiktive; besyngelsen af landskab, flora og fauna, som anskues både videnskabeligt og mystisk-religiøst, men ofte med selvironi; og en antiautoritær oprørskhed mod "systemet", hvis første manifestation var straffekolonierne med deres engelske vogtere.

I kolonitiden udkrystalliseredes to holdninger til kontinentet. Nogle, såsom den første betydelige australskfødte lyriker Charles Harpur (1813-68), forsøgte at indfange landets storladne skønhed, mens den engelskfødte tilflytter Marcus Clarke (1846-81) så landskabet besjælet af en "sælsom melankoli", dybt fjendtlig i sin fremmedartethed. Dette gav stemningen til Clarkes roman For the Term of His Natural Life (1874), et stadig chokerende eftermæle over straffefangesystemets brutalitet. Undvegne straffefanger og bushrangers, Robin Hood-agtige landevejsrøvere, blev heltene i kolonitidens populære ballader og romaner fra James Tuckers Ralph Rasleigh (1844) til Rolf Boldrewoods (pseud.) Robbery Under Arms (1882), mens rejseberetninger samt dagbøger og breve forfattet af dannede, men isolerede kvinder i bushen giver et mindre romantisk billede af nybyggerlivet. Det gælder fx Catherine Helen Spences roman Clara Morrison (1854).

1890'erne kom til at stå som den skelsættende periode, hvor Sydney-tidsskriftet The Bulletin skabte en folkelig national vækkelse. En australsk identitet formedes, med historikeren Russel Wards ord The Australian Legend (1958), som i modsætning til "den amerikanske drøm" hylder en stoisk udholdenhed over for uundgåelige nederlag. Denne legende, som er egalitær, båret af idealet om mateship, kammeratskab, udspringer dels af det oparbejdede livssyn blandt straffefanger, guldgravere og det omrejsende landproletariat af shearers og drovers (fåreklippere og cowboys), dels af en idealisering af livet på landet, som det fx fremstår i A.B. "the Banjo" Patersons (1864-1941) ballader "Waltzing Mathilda" og "Manden fra Snowy River". Nationaldigteren Henry Lawson (1867-1922) er mere realistisk i sine satiriske vers og fine novellekunst, der sammen med Joseph Furphys (1843-1912) unikke antiroman Such Is Life (1904) (hvis titel stammer fra bushrangeren Ned Kellys sidste ord på skafottet) står som indbegrebet af en australsk tone i sprogbrugen: det næsten overdrevent underspillede, den sorte humor, en fantastisk blanding af det højttravende og det jordbundne.

Et både nationalistisk og socialistisk engagement har holdt sig i den intellektuelle kultur gennem 1930'ernes socialrealisme med Katharine Susannah Pritchard (1883-1969) som den stærkeste repræsentant til vore dage, selvom "Legenden" siden 1970'erne har været under stærk kritik for, hvad den udelod: kvinder, aboriginere, bybefolkningen. Efter århundredskiftet tog den betydeligste australske litteratur da også en anden drejning. John Shaw Neilsons (1872-1942) melodiske naturlyrik står uden for traditionerne, mens Henry Handel Richardson (pseudonym for Ethel Robertson, 1870-1946) indførte en europæisk naturalisme både i dannelsesromanen The Getting of Wisdom (1910) og trilogien The Fortunes of Richard Mahoney (1917-29). Heri skildres hovedpersonens splittethed mellem De Britiske Øer og Australien. Hermed introduceres det eksiltema, der genfindes i Martin Boyds (1893-1972) slægtsromaner og hos den store venstreradikale skildrer af egomane monstre Christina Stead (1902-83). Også i adskillige andre australske forfatteres liv og værker synes Europa ofte mere virkeligt end Australien, heriblandt nobelpristageren Patrick White (1912-90), hvis romaner er præget af et had-kærlighedsforhold til Australien.

White er en central skikkelse i modernismens gennembrud ved 1900-t.s midte. Han vendte i 1948 tilbage til et Sydney, hvor lyrikeren Kenneth Slessor (1901-71), bl.a. i det store digt Five Bells om Sydneys havn, havde indført T.S. Eliots poetiske former i et ellers antimodernistisk miljø. Whites ekspressionistiske prosa vendte sig som den samtidige malerkunst og lyrik mod den nationale fortid, men i et mere individualistisk tilsnit end tidligere. Opdagelsesrejsende, bushrangers og almindelige excentrikere blev nøglefigurer i en symbolistisk og dybdepsykologisk udforskning af Australien som eksistentielt fænomen: "Landets Mening", som det hedder i et digt af Randolph Stow (1935-2010), hvis roman Tourmaline (1963) sammen med Whites Voss (1957) og A Fringe of Leaves (1976) blev kulminationen på denne strømning. Denne metafysiske tradition ses ofte, modsat den socialrealistiske, som elitær og apolitisk, men det var dog gennem metafysikken, at den fine lyriker og kritiker Judith Wright (1915-2000) fandt frem til et engagement i så vigtige politiske spørgsmål som miljøet og aboriginernes rettigheder.

Aboriginerne blev stadig synligere i den hvide australske litteratur gennem 1960'erne og 1970'erne: Mest kendt er Thomas Keneallys (f. 1935) The Chant of Jimmie Blacksmith (1972), men langt vigtigere er lyrikeren Les Murray (f. 1938), der formåede at forene "oversættelser" af aboriginernes poetiske former og religiøse forståelse for landet med en nybrydende poetisk brug af talesprogets billeder og rytmer, som han delte med Bruce Dawe (f. 1930). Også Asien rykkede nærmere, bl.a. i C.J. Kochs (1932-2013) romaner såsom The Year of Living Dangerously (1978), mens billedet af Australien selv i stigende grad regionaliseredes, ikke mindst hos tropisk-frodige Queensland-forfattere som Xavier Herbert (1901-84), Thea Astley (1925-2004) og David Malouf, som repræsenterer dels den poetiske sprogbehandling, dels den barokke fantasi, der er blevet kendetegnende for australsk fiktion, måske mest udpræget hos Hal Porter (1917-84).

Med 1970'erne kom en eksplosion af eksperimenterende lyrik, drama og fiktion, hvoraf den mest blivende plads nok må tilskrives Frank Moorhouses (f. 1938) noveller med deres tvetydige skildringer af ungdomsoprøret, den seksuelle frigørelse og stærke feminisme (med Germaine Greer som kendteste internationale repræsentant). En stærk surrealistisk tendens kom til at dominere bl.a. Peter Careys noveller og romaner, som føres over i en international postmodernisme. Af etniske immigrantlitteraturer har kun den græske en særskilt tradition (på græsk og engelsk) af samme styrke, som den kendes fra Nordamerika. Til gengæld gjorde aboriginerne gennem 1970'erne og 1980'erne sig stadig mere gældende i alle genrer, fra selvbiografier som Sally Morgans My Place (1987) til romaner som Colin Johnson/Mudrooroo Narogins Doctor Wooreddy's Prescription for Enduring the Ending of the World (1983).

I 1973 blev Patrick White (1912-1990) den første australske vinder af Nobelprisen i litteratur. En anden nobelprisvinder, sydafrikaneren J.M. Coetzee, blev i 2006 australsk statsborger og har skrevet flere værker med Australien som ramme.

Læs mere om Australien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig