Den tidligste litteratur på engelsk i Canada findes i de opdagelsesrapporter og dagbøger, der beskrev jagten efter Nordvestpassagen i 1500-1700-tallet. De udkom i London og var med til at skabe et billede af Canada som en ødemark for eventyrere. En egentlig litterær produktion fandt først sted i 1800-tallet, da den sparsomme engelsktalende befolkning blev suppleret med kongetro flygtninge fra den amerikanske frihedskrig. I Halifax på østkysten opstod det første litterære miljø, flere kom til i Fredericton, Montréal og York (det senere Toronto).

1800-tallet

Da Den Canadiske Konføderation skabtes i 1867, var der læreanstalter, en aktiv presse og en litterær interesse. De centrale værker fra denne tid var påvirket af moderlandets litterære strømninger, men råstoffet var canadisk. For eksempel behandlede John Richardsons (1796-1852) historiske roman Wacousta (1832) krigen mellem USA og Canada i 1812. Søstrene Susanne Moodie (1803-1885) og Cathrine Parr Traill (1802-1899) skrev selvbiografiske bøger om pionerlivet i Ontario i 1830'erne og 40'erne. Disse populære bøger udkom både i London og i Canada.

Med henvisning til Europa føltes det naturligt, at en nation skulle have en nationallitteratur. Digtere som Charles G.D. Roberts (1860-1943), Bliss Carman (1861-1929) og D.C. Scott (1862-1947) skabte grundlaget for denne litteratur, der skønt påvirket af engelsk og amerikansk romantik fokuserede på det canadiske landskab. Læseværdig canadisk fiktion og poesi blev nedvurderet i disse år, hvor alt skulle via smagsdommere i London eller New York for at kunne accepteres.

Triviallitteraturen klarede sig bedre med udnyttelse af den "ædle indianer" og den "tapre pioner". Enkelte canadiske forfattere slog igennem til et internationalt publikum, fx Lucy Maude Montgomery med Anne of Green Gables (1908, dansk titel Anne fra Grønnebakken, 1993) og Mazo de la Roche med Jalna (1927 og følgende år, hele serien på dansk i 1991).

Efter 1. Verdenskrig

Modernismen kom ikke til Canada, men tiden efter 1. Verdenskrig med den store indvandring og 1930'ernes depression gav stof til en realisme, der i 1970'erne fik et særligt canadisk udtryk med karakteristika især fra USA og Sydamerika. I Frederick P. Groves (1879-1948) Settlers of the Marsh (1925) og Sinclair Ross' (1908-1996) As For Me and My House (1941) blev livet på prærien afromantiseret, og samtidig skabtes en vestlig regionallitteratur, der videreførtes af bl.a. Rudy Wiebe (født 1934), Robert Kroetsch (1927-2011) og især af Margaret Laurence (1926-1987), der med sin Manawaka-cyklus beskrev samtiden i det vestlige Canada.

Det urbaniserede Canada er skildret bl.a. af Morley Callaghan (1903-1990), Robertson Davies, Mordecai Richler og Hugh Maclennan (1907-1990), der med Barometer Rising (1941) viste, at der kunne skabes litteratur af et canadisk stof.

Efter 2. Verdenskrig

2. Verdenskrig styrkede den canadiske nationalfølelse, og da man frygtede en amerikanisering af kulturlivet, oprettedes Canada Council i 1957. Resultatet af kunststøtten blev ifølge kritikeren Northrop Frye en "verbal eksplosion". Fra en tæt underskov af talenter fremstod bl.a. Margaret Atwood, Timothy Findley (1930-2002) og Jack Hodgins (født 1938). Novellen blev den foretrukne canadiske genre med Mavis Gallant (1922-2014) og Alice Munro som forbilleder.

Mange digtere har i nyere tid bidraget til den litterære identitet. Nævnes bør E.J. Pratt (1882-1964), Dorothy Livesay (1909-1996), Earle Birney (1904-1995), Irwing Layton (1912-2006), Al Purdy (1918-2000) samt mange yngre eksperimenterende digtere som George Bowering (født 1935), bpNichol (1944-1988) og Stephen Scobie (født 1943).

Multikulturalismen, der er officiel canadisk kulturpolitik, har øget interessen for immigrantforfattere som fx Joy Kogawa (født 1935), Michael Ondaatje, Nino Ricci (født 1959) og Kristjana Gunnars (født 1948).

Det engelske sprog binder regionale og etniske forskelligheder sammen, mens den litterære forbindelse mellem det engelsktalende og fransktalende Canada stadig er minimal. Den oprindelige befolkning har på det seneste på engelsk kunnet overtage beskrivelsen af egne myter og forhold. Digteren Lenore Keeshig-Tobias (født 1950) og dramatikeren Tomson Highway (født 1951) er blandt de mest markante.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig