David Malouf, f. 1934, australsk forfatter af blandet libanesisk og britisk-jødisk herkomst. Bedst kendt for sine lyriske og sansemættede romaner, der ofte kredser om forholdet mellem krop, sprog og erindring, australsk natur og europæisk kultur. Forfatterskabet kan tage sig ud som en lang ydre og indre rejse mellem de geografiske og mentale halvkugler, således dannelsesromanen Johnno (1975), der foregår i Maloufs fødeby, Brisbane, The Great World (1990), der følger to australiere i japansk krigsfangenskab under 2. Verdenskrig og frem til 1980'erne, og Remembering Babylon (1993) om en gadedreng fra London, der midt i 1800-t. strander på Australiens nordøstkyst.