Thomas Keneally, f. 1935, australsk forfatter. Efter romaner med australske emner slog Keneally internationalt igennem med Booker-pris-vinderen Schindler's Ark (1982; senere ændret til Schindler's List (da. 1994), filmatiseret af Steven Spielberg 1993). I dokumentarfiktionens form præsenteres beretningen om den tyske fabrikant Oskar Schindler, der under naziherredømmet reddede ca. 1000 polsk-jødiske slavearbejderes liv i sin virksomhed. Den erklærede australske republikaner med irske rødder, der har været en storproducent af regulær prosafiktion, har behandlet dele af irsk historie ud fra et social-politisk aspekt i The Great Shame (1998). En selvbiografi foreligger i Homebush Boy – A Memoir (1995).