• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Milton

Oprindelig forfatter Boerch Seneste forfatter Lene Vistrup

John Milton, 9.12.1608-8.11.1674, engelsk forfatter, bedst kendt for værket Paradise Lost (1667, da. Det Tabte Paradis, 1790, 1905).

Paradise Lost er et epos med forbillede i Homer og især Vergil, men dens gendigtning af det bibelske syndefald forkaster et klassisk helteideal til fordel for kristen accept af Guds vilje. Samtidig genopstår det klassisk-hedenske ideal i Satanfiguren, en selvudråbt frihedskæmper, der bag sin forførende retorik er en selvblændet egoist.

Som midtpunkt i det svulmende episke univers, hvori kampen mellem Gud og Satan udspiller sig, står Adam og Eva, hvis kærlighed og fald skildres med stor psykologisk indsigt og sensualitet.

Digtets endelige form er dybt præget af John Miltons aktive rolle under Oliver Cromwells puritanske republik (1649-60). Milton havde fra barndommen følt sig guddommeligt kaldet til at forfatte et nationalepos, der skulle stadfæste Englands plads blandt andre stolte nationer.

Studier i Cambridge og dannelsesrejser i Europa tjente som forberedelse til det store værk, der ifølge samtidens genrebegreber skulle samle al litterær, videnskabelig og filosofisk-teologisk viden i én prægtig syntese.

John Milton følger Vergil og sit engelske forbillede Edmund Spenser ved systematisk, men ofte dristigt nyskabende at oplære sig selv gennem en række mindre genrer, fx med maskespillet Comus (1634, da. 1908), latinske epistler (fx "Ad Patrem", 1635), oder (fx "On the Morning of Christ's Nativity", 1629) og pastoralelegien "Lycidas" (1638).

Efter den puritanske stats henrettelse af Karl 1. Stuart i 1649 tog John Milton i en række skrifter (bl.a. The Tenure of Kings and Magistrates og Eikonoklastes, begge 1649) til genmæle mod en massiv europæisk kritik af kongehenrettelsen: Eftersom kongen skylder folket, ikke Gud, sin magt, kan han straffes for magtmisbrug.

Oliver Cromwell udnævnte John Milton til udenrigsminister, og Milton lagde sine litterære ambitioner til side. De næste år skrev den nu blinde forfatter prosaskrifter til republikkens forsvar, fx Pro populo Anglicano Defensio (1651) og, så sent som i 1660, da kongedømmet var under genindførelse, A Ready and Easy Way to Establish a Free Commonwealth.

Efter at kongedømmet 1660 igen var en realitet, undgik John Milton med nød og næppe dødsstraf og helligede sig atter sit digterkald. Hans epos havde dog taget en ny retning: Den påtænkte helt kong Arthur erstattedes nu af den søgende og fejlbarlige, men også selverkendende og pacifistiske Adam.

Samtidig er Paradise Lost blevet et vredt værk; mens John Milton systematisk opstiller sine trossætninger i De Doctrina Christiana (først fundet i 1823), udelukker hans episke skildring af Guds forsyn entydige svar på de centrale spørgsmål: Hvad er det ondes oprindelse i en verden, hvor alt kommer af Gud? Hvad er menneskets rolle i kampen mellem godt og ondt?

Ofte har eftertiden endda set John Milton spejlet i den oprørske, genialt demagogiske Satan såvel som i den Jobsk trodsige hovedperson i det senere græskinspirerede drama Samson Agonistes (1671, da. 1815). Men John Milton fordømmer klart den depraverede Satan, og i Paradise Regained (1671, da. Det gjenvundne Paradiis, 1792) skildrer han Satans nederlag til Guds Søn.

John Miltons Paradise Lost blev snart hvermandseje og har afgørende påvirket senere engelsk litteratur, ikke mindst romantikken. Digtets nuancerede analyse af den individuelle frihed, trods dens sataniske faldgruber John Miltons højeste værdinorm, giver denne storladne gendigtning af den vestlige kulturs centrale myte en rækkevidde langt ud over Miltons erklæret teologiske sigte: "to justify the ways of God to men" ('at retfærdiggøre Guds veje for menneskene').



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. John Milton Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik