Faktaboks

Alexander Pope
Født
1688
Død
1744

Alexander Pope, 1688-1744, britisk forfatter. Alexander Pope var som katolik udelukket fra offentligt embede og var livet igennem plaget af en forkrøblende sygdom.

Alligevel blev han som digter og æstet toneangivende i en tid, der, skønt præget af politisk fraktionsdannelse og socialt opbrud, betragtede sig som arvtager til den romerske guldalders pagt mellem kunst, moral og fornuft og satte kunstneren som vogter over denne pagt.

Alexander Pope brugte tidens dominerende metriske form, den rimede og rytmisk regelmæssige heroiske kuplet, til at formidle et budskab, hvis fællesnævner er "decorum", der betegner social anstændighed og, i digtekunsten, harmoni mellem emne, genre og stil.

Alexander Pope både praktiserede og foreskrev dette ideal i Horats-inspirerede "epistler", der i koncist konverserende form definerede korrekte normer for poetik, filosofi og moral; Essay on Criticism (1711) forfægter, at kunstneren for at indfange et motivs essens bør imitere anden kunst, idet kunsten ulig naturen kan afbilde tingenes sande natur; Essay on Man (1733-34, da. Forsøg om Mennesket, 1759, 1776) opsummerer oplysningstidens verdensbillede; og Epistle to Dr Arbuthnot (1735) harcelerer komisk-desperat over digterens afmagt over for tidens middelmådighed.

Alexander Popes lidenskab var det klassiske epos, og med sine oversættelser af Homer blev han den første engelske forfatter, der med respektabiliteten i behold kunne leve af sin kunst. Selvom han var afhængig af det kommercielle marked, var hans smag klassisk og elitær, og han nærede dyb foragt for sensationspressens leflen for publikum.

Tidens idealer, mådehold og fornuft, indbød ikke til nye epos, men episke konventioner præger fx The Rape of the Lock (1712, udvidet 1714), hvor en episode i samtiden skildres med en svulstighed, der afslører emnets trivialitet; og den pessimistiske The Dunciad (1728, udvidet udgave 1743), hvor middelmådighedens gudinde vinder endelig sejr i en apokalyptisk modskabelse.

The Dunciad kroner et forfatterskab, der gradvis koncentreres om satiren dels pga. bitre personlige fejder i det politisk betændte miljø, dels som følge af stiftelsen af The Scriblerus Club, hvor Pope med bl.a. Jonathan Swift og John Gay helligede sig satiren som våben mod sædernes og smagens forfald.

Alexander Pope arbejdede dog inden for stort set alle genrer (fx pastorale, Pastorals, 1709, landskabsdigt, Windsor-Forest, 1713 og heroisk epistel, Eloisa to Abelard, 1717); desuden elskede Pope at eksperimentere med "decorum", der ikke handler om forbud, men om balance og smag og således tillader selv "sublime" effekter.

Denne dristige side er ofte overset af Alexander Popes eftertid, der som regel har indlæst Pope som William Wordsworths fjendebillede i det romantiske manifest Lyrical Ballads (1798).

Mens Alexander Pope altid primært vil appellere til trænede læsere, har flere af hans mundrette vendinger fundet vej ind i det engelske sprog. I begrænset grad har Pope hermed opnået, hvad han anså for digterens mål: at skabe grundlag for social dialog ved at finde præcise ord for fælles tanker: "what oft was thought, but ne'er so well express'd".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig