Faktaboks

Laurence Sterne
Født
1713
Død
1768

Laurence Sterne, 1713-1768, britisk forfatter. Laurence Sterne blev uddannet ved Cambridge, hvor han ivrigt studerede John Lockes filosofi og især associationslære, og blev derefter præst.

Laurence Sterne led af tuberkulose og ægteskabelige sorger, men trøstede sig med violinspil, vin og kvinder. Han udgav mange udmærkede prædikener, men er i dag kendt for The Life and Opinions of Tristram Shandy (1760-67, da. bd. 1, 1794, 1976), som er en yderst original roman, præget af en munter, springende stil og frie associationer.

I dette værk foregriber han 1900-tallets stream of consciousness; men han fik også stor indflydelse på samtidens europæiske litteratur, i Danmark bl.a. på Johannes Ewald (Levnet og Meeninger) og på Jens Baggesen (Labyrinten).

Dette skyldtes ikke mindst den ufuldendte A Sentimental Journey through France and Italy (1768, da. Yoricks følsomme Reise gennem Frankrig og Italien, 1775, 1942). Den er bl.a. inspireret af Tobias Smollett og er nok nærmere en roman end en rejsebeskrivelse, skønt den bygger på indtryk fra en rejse, han foretog 1762-64 i et forgæves forsøg på at genvinde sit helbred.

Bogen består af en række situationer, der afløser hinanden i hurtig rækkefølge. Den er et af de mest prægnante udtryk for tidens følsomhed, idet fortælleren reagerer prompte og emotionelt på alt, hvad han møder på sin vej, hvad enten det drejer sig om en fattig munk, et dødt æsel eller — hvad han så langt foretrækker — en ung pige eller en moden kvinde.

Se også En følsom rejse og sentimentalitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig