Faktaboks

Oliver Goldsmith
Født
10. november 1730
Død
4. april 1774
Portræt af Oliver Goldsmith
Oliemaleri af Oliver Goldsmith, malet af Joshua Reynolds.
Af /National Portrait Gallery.

Oliver Goldsmith var en britisk-irsk forfatter. Hans hovedværker er The Vicar of Wakefield (1766, dansk titel Præsten fra Wakefield, første gang 1779), en idyllisk og tidstypisk sentimental roman, "The Deserted Village" (1770), et nostalgisk og samtidskritisk digt, samt The Good Natur'd Man (1768, dansk titel Den Godmodige, 1828) og She Stoops to Conquer (1773, dansk titel Fejltagelserne, 1838), to farceagtige og meget underholdende komedier.

I alle hans værker var det målet at få folk til at nyde og værdsætte livet, samtidig med at de skulle lære at acceptere tilværelsens genvordigheder. Han har været påskønnet siden 1700-tallet. for sin klare, elegante og upyntede stil og for sin evne til at skabe menneskelige og elskværdige figurer. Goldsmith tilbragte sin barndom i Irland og læste på Trinity College, Dublin, fra 1745 til ca. 1750. Derefter prøvede han uden held at blive præst, lærer og jurist. Han læste så medicin i Edinburgh og Leiden, men opgav sit arbejde som læge pga. manglende udkomme, efter at han var flyttet til London i 1756. Efterhånden blev han skribent, først som anmelder og oversætter og senere som forfatter til fortællinger, vers og essays til populære blade.

I 1759 udgav Goldsmith An Enquiry into the Present State of Polite Learning in Europe, samme år essays i The Bee, og i 1762 blev hans Chinese Letters, en satirisk kommentar om den vestlige verden, samlet i A Citizen of the World. Goldsmith var ven med Joshua Reynolds og Samuel Johnson og medlem af deres velkendte litterære klub. Her mødte han andre store personligheder i datidens England som David Garrick, Edmund Burke og James Boswell. Goldsmith var kendt i London som en letsindig, ukultiveret og excentrisk, men samtidig charmerende, generøs og ofte dybt forgældet mand. Han betragtedes som en stor kunstner, men også som lidt af et fjols. Samuel Johnson sagde om ham: "No man was more foolish when he had not a pen in his hand, or more wise when he had".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig