Robert Burns

© Bridgeman Art Library

Robert Burns. Den skotske landmand og digter Robert Burns' ukunstlede hjemstavnsvers, ofte i dialekt, har for længst fået deres højt skattede plads i litteraturhistorien. For millioner verden over er nytårsaften utænkelig uden hans Auld Lang Syne. Et par verslinjer fra sangen er citeret på denne snustobaksdåse med portræt af Robert Burns. Dåsen findes på City of Edinburgh Museums and Art Galleries.

Robert Burns, 1759-1796, skotsk digter, af eftertiden ofte betragtet som Skotlands nationalskjald.

Robert Burns havde i samtiden ry som "gudbenådet bonde", en type, der passede til den gryende romantiks dyrkelse af det oprindelige.

Men selvom Robert Burns var hårdtarbejdende landmand hele sit korte liv igennem, var han særdeles belæst, især inden for engelsk og fransk lyrik.

Han voksede op under fattige kår i et stærkt calvinistisk miljø i Ayrshire, og hans far tog sig af hans grundlæggende undervisning.

Efter faderens død i 1784 overtog Robert og broderen gården Mossgiel, hvor de arbejdede i fire år, inden Robert købte sit eget sted, som han dog allerede efter tre år måtte opgive pga. manglende indtjening.

Robert Burns skrev sine første digte i Mossgiel-perioden, udgivet i 1786 som Poems Chiefly in the Scottish Dialect. Denne første samling vakte opmærksomhed i litterære kredse, og han blev genstand for dyrkelse i selskabslivet i Edinburgh.

Mange sange fra de år, bl.a. "Auld Lang Syne", som indgik i James Thomsons The Scots Musical Museum (1787-1803), er blevet britisk folkeeje. Som selvstændig landmand og far til fire børn var hans tid efter Mossgiel ikke til nogen større litterær produktion, og med undtagelse af enkelte digte som "Tam O'Shanter" og "Elegy on Captain Matthew Henderson" (begge 1790) nåede han heller ikke igen Mossgiel-periodens kvalitet.

Robert Burns' bedste digte og sange udspringer af skotsk folklore og dagliglivet på landet, som han beskriver, ofte i dialekt, med en blanding af lavmælt humor og let melankoli. I Danmark har han haft betydning for bl.a. Jeppe Aakjær.