Faktaboks

Tobias Smollett
Født
1721
Død
1771

Tobias Smollett, 1721-1771, britisk forfatter, især kendt for sine romaner Roderick Random (1748, da. 1802-03), Peregrine Pickle (1751, da. 1787-95), Sir Launcelot Greaves (1760-62, da. 1790), hvis hovedperson er en slags 1700-tallets don quixote, og Humphrey Clinker (1771, da. 1796-98).

Efter studier i Glasgow, omfattende sejladser tilknyttet den britiske flåde og en tid på Jamaica ernærede Tobias Smollett sig i London dels som læge, dels som forfatter, redaktør og oversætter (bl.a. af Don Quixote, 1755).

Hans rastløse, koleriske og stridbare temperament satte sig spor ikke blot i hans omskiftelige liv, men også i satirisk-polemiske skrifter, der bl.a. bragte ham i fængsel for injurier og gjorde hans Travels through France and Italy (1766) så misantropiske, at Laurence Sterne i sin rejseskildring A Sentimental Journey (1768) karikerede hans muggenhed under navnet "Smelfungus".

Det er dog den samme irritable energi, der driver Tobias Smolletts satirisk-pikareske romaner om snarrådige småsvindleres eventyr på landevejen eller i flåden, og som giver dem deres vedvarende charme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig