Percy Bysshe Shelley

Percy Bysshe Shelley, 4.8.1792-8.7.1822, britisk lyriker. Shelley, der var af velstående familie, gav allerede som elev på Eton og studerende i Oxford udtryk for kontroversielle meninger.

Da han i 1811 skrev artiklen "The Necessity of Atheism", som egentlig plæderer for agnostiske idéer, bortvistes han fra University College, fordi han arrogant nægtede at forsvare sig over for universitetsledelsen.

Nyplatonikerne, de franske oplysningsfilosoffer, samtidige naturvidenskabsmænd og britske reformpolitikere kom til at forme Shelleys livssyn.

Familien brød med sønnen, som dog blev tilstået en beskeden understøttelse, og hans i hast indgåede ægteskab med den kun 16-årige Harriet Westbrook stemte ikke familien mildere.

Der fulgte tre år, hvor Harriet og Shelley rejste omkring i England, Skotland og Irland, alt imens den politisk vakte digter etablerede kontakter med ligesindede og forsøgte sig med praktiske, om end sjældent realistiske politiske initiativer.

Det lange digt Queen Mab (1813) formulerer Shelleys synspunkter og blev populært blandt reformtilhængere. Tilbage i London i 1813 knyttede Shelley sig til den samfundskritiske filosof William Godwin og blev betaget af Mary, Godwins datter med Mary Wollstonecraft. Det allerede da skrantende forhold til Harriet bedredes ikke af fødslen af datteren Ianthe i 1813.

Sammen med Mary og dennes stedsøster Jane Clairmont — en ménage à trois, der varede resten af Shelleys liv — drog han i juni 1814 til Schweiz, men vendte efter seks uger tilbage til London. Alastor, or the Spirit of Solitude (1816) reflekterer Shelleys nedtrykthed i denne periode. Hans økonomiske problemer blev løst ved bedstefaderens død, dog kun for en kort tid, da Shelley var en notorisk dårlig økonom.

I november 1814 fødte Harriet sønnen Charles, og i foråret 1815 fødte Mary en datter, som døde kort efter fødslen. Shelley ægtede Mary i 1816, efter at Harriet havde druknet sig i dammen i Londons Hyde Park.

Shelley havde tilbragt sommeren 1816 sammen med bl.a. George Gordon Byron ved Genèvesøen, og her skrev han to af sine lyriske hovedværker, "Hymn to Intellectual Beauty" og "Mont Blanc". En søn, William, fødtes i 1816, men døde i 1819.

Tilbage i England igen kom Shelley ind i kredsen omkring John Keats, men i lede over britisk samfundsliv i almindelighed og sin egen situation over for myndighederne i særdeleshed (han blev nægtet samkvem med sine og Harriets to børn) drog Shelley i foråret 1818 med Mary og Jane til Italien, som han ikke siden vendte tilbage fra.

Både det fine lyriske digt "Ode to the West Wind" (1819) og de politiske oder "To Liberty" (1820) og "To Naples" (1820) samt versdramaerne The Cenci (1819) og Prometheus Unbound (1820) blev skrevet i begyndelsen af det rastløse eksil; sønnen Percy Florence fødtes 1819.

Shelley var midtpunktet i en britisk kunstnerkoloni i Pisa 1820-21. Den talte bl.a. Byron, der havde fået datteren Allegra med Jane Clairmont i 1817. Shelley skrev sin poetik The Defence of Poetry (1821) og det store sørgedigt i klassisk stil, foranlediget af Keats' død, "Adonais" (1821), i Pisa. Som Byron blev også Shelley optaget af den græske frihedsbevægelse og gjorde den til tema i sit sidste store versdrama, Hellas (1822).

Shelley var ved at skrive et omfattende allegorisk digt, The Triumph of Life, da han druknede under en sejlads i hårdt vejr i Speziabugten. Han blev bisat på den protestantiske kirkegård i Rom, men forud for kremeringen havde vennen Edward Trelawny (1792-1881) sikret sig Shelleys hjerte, som han overlod til Mary. Hun opbevarede det til sin død, hvorefter det blev bisat sammen med hende i St. Peter's Church i Bournemouth.

Eftertiden har været tilbøjelig til at hæfte sig ved de rent lyriske kvaliteter af digte som "The Sensitive Plant" (1820), "To a Skylark" (1820) og "The Cloud" (1820), men Shelley anså sig selv for at være digtende politiker, hvis sag var de svages og undertryktes.

Shelleys insisteren på at leve sine idealer fuldt ud gik ikke sjældent ud over de nærmeste, og hans tvivlsomme greb om praktisk politik modsvares ofte af en tendens til retorisk hulhed i de bevidst politiske arbejder.

Men når Shelley fulgte sine egne anvisninger fra The Defence of Poetry om at lade digtet være produktet af en fantasi, der arbejder ubevidst med de mest forskellige impulser, herunder de politiske, er resultatet nogle af de mest sublime lyriske arbejder i engelsksproget litteratur.