Samuel Taylor Coleridge

Samuel Taylor Coleridge, 21.10.1772-25.7.1834, britisk digter, kritiker og filosof. Coleridge har status som en af den engelske romantiks betydeligste digtere og som en af 1800-t.s væsentligste kritiske begavelser. Imidlertid blev Coleridges rummelige intellekt i en årrække forhindret i at udfolde sig pga. sygdom, opiummisbrug og idelige selvransagelser.

Coleridge var født og opvokset i Ottery St. Mary i Devon, hvor hans far var præst og lærer. Efter faderens død blev han som tiårig sendt til London for at gå i skole på Christ's Hospital School, hvor hans fremmelige begavelse og store belæsthed blev stimuleret ved mødet med jævnaldrende som Charles Lamb og Leigh Hunt. 

Efter et fejlslagent forsøg på at grundlægge et utopisk idealsamfund, et "Pantisocracy", i USA sammen med den politisk radikale Robert Southey mødte Coleridge i 1795 digteren William Wordsworth. På det tidspunkt var han ved at frigøre sig fra sine digteriske inspirationskilder i det sene 1700-t. Mødet udviklede sig hurtigt til et varmt venskab. Resultatet heraf var den fælles digtsamling Lyrical Ballads (1798).

Digtsamlingen markerer romantikkens gennembrud i England og begyndelsen til The Lake School, benævnt efter det nordengelske Lake District, hvor Wordsworth bosatte sig i 1799 og Coleridge i 1800. Coleridges væsentligste bidrag til samlingen er balladen "The Ancient Mariner", en suggestiv og symbolmættet beretning om sømanden, der forbryder sig mod verdensaltet ved at skyde en albatros, og som resten af livet må sone sin skyld ved at være tvunget til at viderefortælle sin historie.

Det næste halvandet årti efter hjemkomsten fra en Tysklandsrejse 1798-99 med Wordsworth, under hvilken Coleridges livslange interesse for tysk idealistisk filosofi blev vakt, markerer det mørkeste kapitel i hans liv — en åndelig og fysisk déroute. Den afgørende vending indtraf i 1816, da Coleridge kom i pleje hos lægen James Gillman i Londonforstaden Highgate. Her lærte han at kontrollere sit opiummisbrug.

Fra de senere, roligere og mere koncentreret arbejdsomme år stammer den samlede udgave af hans digte, Sibylline Leaves (1817), og de religiøse og politiske skrifter, The Statesman's Manual (1816), Aids to Reflection (1825) og On the Constitution of Church and State (1830). Her søger Coleridge, nu overbevist kristen, en syntese af religion, moral og politik. Ligeledes fra denne periode stammer hovedværket Biographia Literaria (1817), som bl.a. indeholder Coleridges prægnante teori om digtning som en organisk syntese af modsætninger, fx mellem idé og billede, det individuelle og det generelle, i kraft af kunstnerens skabende fantasi.

Selvbiografien og Coleridges litteraturteoretiske og æstetiske overvejelser har øvet betydelig indflydelse på megen 1900-t.s litteraturteori. I sine sidste år, hvor han gradvis vandt anerkendelse og bl.a. blev medlem af The Royal Society of Literature, opsøgtes han ofte af fremtrædende engelske og amerikanske litterater, ikke mindst pga. sit konversationstalent. Han fik tilnavnet "the Sage of Highgate" (Vismanden fra Highgate).

På grund af deres sporadiske og ofte fragmentariske form er mange af Coleridges skrifter — forelæsninger, noter, aforismer — først udkommet efter hans død; det gælder fx Literary Remains (1836-39), Anima Poetae (1895), Shakespearean Criticism (1930) og Notebooks (1956-73).