Faktaboks

Charles Dickens
Født
7. februar 1812
Død
9. juni 1870

Charles Dickens. Dickens forenede sine litterære evner og sin legendariske flid med en udpræget sans for markedets muligheder. Her ses han ved skrivebordet i sit hjem Gad's Hill.

.

Charles Dickens, Charles John Huffham Dickens, 7.2.1812-9.6.1870, britisk forfatter. Livet igennem var Charles Dickens, hvis barndom var præget af forældrenes økonomisk trange kår og ustadige livsførelse, en rastløs litterær entreprenør, der delte sin voksne tilværelse mellem journalistik, skønlitteratur og markedsføring af egne værker.

Hans ry som victoriatidens store prosaist hviler på et større antal omfangsrige romaner. De er rige på detaljer og afspejler epokens splittelse mellem en gryende bevidsthed om den moderne verdens sociale kompleksitet og hævdelsen af traditionelle livsmønstre og dyder, blandet med forfatterens egen hang til det sentimentale.

Barndom og ungdom

Charles Dickens måtte som dreng se sin far i gældsfængsel og oplevede selv en kort, men traumatiserende periode som børnearbejder under usle og ydmygende forhold. Han begyndte efter nogle år som retsrapportør for et sagførerfirma en karriere som journalist og lærte sig samtidig stenografi.

Hans arbejde med rapporter fra det politiske liv, både i London og udenfor, førte ham vidt omkring, geografisk og socialt. Han nedfældede mange iagttagelser i litterære skitser som bidrag til forskellige af tidens yndede tidsskrifter.

Nogle af disse samlede han i sin første bog Sketches by Boz (1836-37, da. udvalg Hverdagslivet og Livet i London, 1844). Samme måned som Charles Dickens giftede sig med Catherine Hogarth, datter af en af hans redaktørvenner, begyndte føljetonudgivelsen af The Posthumous Papers of the Pickwick Club, (1836, da. Pickwick-Klubbens efterladte Papirer, 1840).

Efter en svag start opnåede føljetonen fra sit fjerde afsnit, hvor figuren Sam Weller introduceres, en pludselig og betydelig succes. Hermed var Charles Dickens' litterære og økonomiske status sikret.

Rejser til USA og Italien

Da han i 1842 drog på sin første tur til USA, havde han føjet Oliver Twist (1837-39, da. 1840), Nicholas Nickleby (1838-39, da. Nicholaus Nicklebys Levnet og Eventyr, 1839-41), The Old Curiosity Shop (1840-41, da. Nelly og hendes Bedstefar, 1841-43) og Barnaby Rudge (1841, da. 1845) til sine udgivelser.

Amerikanernes begejstring for forfatteren kølnedes noget, da hans kritiske holdning til den forhenværende koloni kom på print i American Notes (1842, da. Optegnelser fra Amerika, 1852-53) og i romanen Martin Chuzzlewit (1843-44, da. 1852-53).

Mellem disse og offentliggørelsen af hans indtryk fra en Italiensrejse 1844-45, Pictures From Italy (1846, da. Skildringer fra Italien, 1858), skrev han sin første julefortælling, A Christmas Carol, som sammen med andre med udgangspunkt i samme højtid blev udgivet som Christmas Books i 1852 (da. Julefortællinger, 1853).

Hovedværker og anden skribentvirksomhed

Charles Dickens' modne hovedværker, hvis strammere tematik, billedsprog og symbolik adskiller dem fra de mere strukturløse tidlige værker, blev til fra midten af 1840'erne. Hertil hører Dombey and Son (1846-48, da. 1847-50) og David Copperfield (1849-50, da. 1849-50). Den lurvede, men permanent optimistiske mr. Micawber heri er et karikeret portræt af Dickens' far.

Derefter fulgte de stærkt samfundskritiske Bleak House (1852-53, da. 1852-53), Hard Times (1854, da. Strenge Tider, 1854), Little Dorrit (1855-57, da. Lille Dorrit, 1856), A Tale of Two Cities (1859, da. En Fortælling om to Byer, 1859), Great Expectations (1860-61, da. Store Forventninger, 1861) og Our Mutual Friend (1864-65, da. Vor fælles Ven, 1864-65).

Igennem hele sin karriere havde Charles Dickens været aktiv som både tidsskriftsredaktør og -forfatter, men i 1850 etablerede han, hvis samarbejde med andre i de litterære brancher altid var præget af gnidninger, sit eget tidsskrift, Household Words, med såvel underholdningsmæssigt som socialt sigte. Det blev i 1859 afløst af All the Year Round. Allerede i 1839 havde Dickens forsøgt sig med et blandet ugeskrift, Master Humphrey's Clock, som han måtte lukke efter kort tid.

Charles Dickens' skribentvirksomhed omfattede foruden romaner og skitser dramatiske arbejder og politiske debatindlæg. Han engagerede sig også i sociale reformbevægelser vedrørende fx dødsstraf, prostitution og boligprojekter.

1850'erne og alderdom

Op gennem 1850'erne, der vel nok var forfatterens travleste tiår, måtte han, til trods for stigende materiel velstand, der bl.a. omfattede erhvervelsen af patricierhuset Gad's Hill i Kent i nærheden af barndomshjemmet, erkende sit aldrig særligt lykkelige ægteskabs nederlag. Parret, der havde ti børn sammen, skiltes i 1858. Charles Dickens' hemmelige forbindelse med den unge skuespillerinde Ellen Ternan havde da allerede i nogen tid været en realitet.

I 1858 indledte Charles Dickens en turné med oplæsninger fra egne værker. De blev gentaget med jævne mellemrum og omfattede også en turné til USA i 1867. Hjemvendt fra USA var Dickens en udmattet mand, der kunne se tilbage på en litterær karriere, hvor ingen prosagenre var forblevet uprøvet.

Ved sin død var han i gang med romanen The Mystery of Edwin Drood (da. Edwin Droods Hemmelighed, 1870), hvis mangel på såvel afslutning som anvisninger i retning af en sådan har gjort romanen til et af litteraturhistoriens klassiske mysterier.

Arbejdsmetode og univers

Charles Dickens' værker bærer præg af, at de er udført etapevis i føljetonform i overensstemmelse med tidens markedsbetingelser for en hastigt voksende masselitteratur, som fik sin fremdrift ikke mindst ved Dickens' stærke tilstedeværelse. Som regel improviserede han sig frem afsnit for afsnit uden nogen detaljeret overordnet plan og støttede sig som regel til melodramatiske virkemidler.

Grænsen mellem virkelighed og fantasi er ofte uklar, og hans figurer tangerer karikaturen og det groteske, hvilket af eftertiden dog er blevet påskønnet som væsentlige elementer i det specielt dickenske univers.

Den bærende kraft i Charles Dickens' værker er dels plejen af den detaljerede og farverige omverdensbeskrivelse — for generationer har Dickens' London været identisk med metropolen — dels gennemførelsen af den til tider naive, men altid oprigtige tro på menneskelig godhed, der uvægerlig vil udfolde sig under forudsætning af de rette omstændigheder.

Første engelske udgave af de samlede værker kom 1897-1908 (Gadshill Edition). Den første Dickensbiografi blev skrevet af vennen John Forster, 1872-74.

På dansk kom der i Charles Dickens' levetid tre akkumulerende udgaver af forfatterens samlede værker, i 1852-53, 1852-59, 1861-70, i oversættelse ved L. Moltke. Prof. C.A. Bodelsen udgav i 1957 en større Dickensstudie på dansk, Dickens og hans bøger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig