Faktaboks

Joseph Conrad

Teodor Józef Konrad Nalecz Korzeniowski

Født
3. december 1857, Ved Berdyczev, Ukraine
Død
3. august 1924, Bishopsbourne, Kent, England

Joseph Conrad. Efter mange år til søs debuterede Joseph Conrad med romanen Almayer's Folly (1895, dansk Almayers Dårskab, 1916). Søkaptajnen skulle ende med at blive en af 1900-tallets store fortællere og en fornyer af romankunsten.

.

Joseph Conrad var en engelsk forfatter af polsk herkomst. Conrad regnes for en af de betydeligste moderne romanforfattere på engelsk. Hans mest læste værk er kortromanen Heart of Darkness (1902, dansk Mørkets hjerte, 1921, 1956, 1986, 1995 og 1997). Conrad havde, især med sin fragmenterede og symbolske skrivestil i hovedværkerne, stor indflydelse på de engelsksprogede modernister, særligt Virginia Woolf og F. Scott Fitzgerald.

Joseph Conrads liv

Joseph Conrad blev født i Ukraine af polske forældre. På grund af modstand mod det russiske styre blev faren arresteret i 1861 og sammen med sin familie forvist til det nordlige Rusland. Efter forældrenes tidlige død voksede Conrad fra 1869 op hos familie i Kraków, Polen.

16 år gammel tog Conrad til Marseille, hvor han fik hyre på først et fransk, siden et britisk handelsskib. Her sejlede han især i Østen, men kom også til Afrika. Efter otte år i den britiske handelsflåde fik han i 1886 britisk statsborgerskab. Herefter gik han i land, flyttede til Kent, og helligede sig resten af livet sit forfatterskab. Han blev i 1896 gift med Jessie George, og de fik sønnerne Borys og John.

Joseph Conrad skrev sine bøger på engelsk og er et af litteraturhistoriens få eksempler på en stor forfatter, der gør et fremmed sprog til sit eget. Selv om han til sin dødsdag talte engelsk med en kraftig accent, er hans skriftlige engelsk mesterligt.

Conrads tidlige forfatterskab

Joseph Conrad mødte i Storbritannien ligesindede forfattere som Henry James, Stephen Crane, H.G. Wells og Ford Madox Hueffer (senere Ford Madox Ford). Af disse er Conrad den, der klarest indvarsler en ny litterær epoke, modernismen.

Hans tidlige romaner, såsom debuten Almayer's Folly (1895, dansk Almayers dårskab, 1916, 2013), er dog eventyrlige, men realistiske søfortællinger, der kredser om forholdet mellem balance og kaos, orden og anarki. Conrad frygtede anarkiet, både i psykologisk og konkret politisk forstand, men dyrkede kaos næsten monomant. "Nedsænk dig selv i det destruktive element", skrev han således i et af hovedværkerne fra sin tidlige periode, Lord Jim (1900, dansk Forlis, 1916, 1974). Romanen er en af flere fortællinger med jeg-fortælleren Marlow, som fungerer som et moralsk kompas i denne underfundige fortælling om en ung, lovende sømands fatale svigt.

Mørkets hjerte

Mørkets hjerte bygger på Conrads oplevelser som flodkaptajn i Belgisk Congo i 1890. Fortælleren Marlow beretter her om, hvordan han rejser op ad floden og ind i mørkets hjerte for at uskadeliggøre den afsindige Mr. Kurtz, hvis irrationelle adfærd er blevet en belastning for deres fælles arbejdsgiver "Kompagniet".

Rejsen bliver for Marlow en eksistentiel ekspedition, hvor han tvinges til at spejle sig selv i den dæmoniske Kurtz, hvis berømte sidste ord er "The horror, the horror!"

Mørkets hjerte har bl.a. inspireret den amerikanske instruktør Francis Ford Coppola til filmen Apocalypse Now (1979, dansk Dommedag nu), der udspiller sig under Vietnamkrigen. Joseph Conrads kortroman blev desuden filmatiseret i 1993 af den britiske instruktør Nicolas Roeg.

Andre hovedværker

Blandt Joseph Conrads bedste værker er nogle politiske spændingsromaner, som foregriber den moderne thriller. Et hovedværk er spionromanen The Secret Agent (1907, dansk Den hemmelige agent, 1917, 1998), hvor bombeterror bliver et sindbillede på tidens uro.

Nostromo (1904, dansk 1966) er en panoramisk skildring af magtkampe og revolutionær turbulens i den fiktive latinamerikanske stat Costaguana. Under Western Eyes (1911, dansk Ruslands Skygge, 1918) handler om landflygtige russiske anarkister. Også novellesamlingen A Set of Six (1908, dansk Stærke Sind og vilde Skæbner, 1927) har politisk motiv.

Øvrige værker

Romanerne efter Under Western Eyes vender tilbage til søuniverset, men savner de tidlige værkers kraft. Med Ford Madox Ford havde Joseph Conrad tidligere skrevet romanerne The Inheritors (1901) og Romance (1903), og sammen forfattede de nu The Nature of Crime (1924).

Sine erindringer skrev Joseph Conrad i to bind, hvoraf det første er The Mirror of the Sea (1906, dansk Havets Spejl, 1929). Conrad skrev endvidere essays og dramatik og var aktiv lige til sin død, hvor han arbejdede på Suspense, en roman fra Napoleonstiden.

Hans samlede værker, hvoraf mange andre end de her nævnte er oversat til dansk, udkom fra 1946-55 i 29 bind. En behandling af samtlige danske oversættelser og en fremstilling af Conrad-receptionen på dansk findes i Klitgård, "Joseph Conrad's Translations and Reception in Denmark" i Hampson & Pauly, red., The Reception of Joseph Conrad in Europe, 2022.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig