Faktaboks

E.M. Forster

Edward Morgan Forster

Født
1. januar 1879
Død
7. juni 1970

Edward Morgan Forster.

.

E.M. Forster var en britisk forfatter. Han er 1900-tallets mest fremtrædende viderefører af den klassiske engelske roman fra 1800-tallet som en genre for sædeskildring og kritisk signalement af samtiden. Han er et produkt af den engelske overklasses skolesystem: public school, som han hadede, og Cambridge University, hvor han trivedes og senere i perioder var tilknyttet.

Forsters første roman, Where Angels Fear to Tread (1905, dansk titel De gode græd, 1975), er en melodramatisk fortælling om en engelsk kvindes ægteskab med en noget yngre italiener. Den anslår et grundlæggende tema i forfatterskabet: middelklasseenglænderens uudviklede følelsesliv i sammenstødet med andre kulturer.

Efter Forsters mest selvbiografiske og mest dramatiske roman, The Longest Journey (1907), fulgte A Room with a View (1908, dansk titel Værelse med udsigt, 1954), Forsters anden 'italienske' roman. Den er en romantisk-satirisk komedie, udspændt mellem Firenze og det sydengelske Surrey, hvor igen italiensoplevelsen er katalysator for de ægte følelser på tværs af klasseskel.

Howards End (1910) blev Forsters kunstneriske gennembrud. Det er historien om de to kultiverede Schlegel-søstre og de fantasiløse forretningsfolk i Wilcox-familien. Efter en række forviklinger gifter den ældste Schlegel-søster, Margaret, sig med Wilcox-familiens overhoved. Landstedet Howards End bliver symbolet på denne forsoning af værdier.

Forsters sidste roman A Passage to India (1924, dansk titel Indiske Dage, 1935, Vejen til Indien, 1985) er hans hovedværk, der både videreudvikler temaet fra de italienske romaner om kultursammenstødet mellem englændere og andre befolkninger, og samtidig er en særdeles kritisk analyse af Storbritanniens rolle som kolonimagt.

Forster udgav desuden to samlinger med symbolprægede noveller, The Celestial Omnibus (1911) og The Eternal Moment (1928). Efter hans død er udkommet romanen Maurice (1971, skrevet i 1913) og novellesamlingen The Life to Come (1972). De omhandler begge den homoseksualitet, der ligger uudtrykt eller forskudt i det øvrige forfatterskab. Forsters liberale frisind kommer velskrevet til udtryk i hans to essaysamlinger Abinger Harvest (1936) og Two Cheers for Democracy (1951).

Selvom han havde kontakt med Bloomsbury-gruppen, delte han ikke dennes optagethed af modernistisk formfornyelse. Forsters litterære ståsted er klart udtrykt i Aspects of the Novel (1927), en common sense-analyse af den engelske romans bestanddele.

Flere af filmatiseringerne af Forsters romaner har været betydelige anmelder- og publikumssucceser. Det gælder David Leans filmatisering af A Passage to India fra 1984, A Room with a View filmatiseret i 1985 med James Ivory som instruktør og i særdeleshed Ivorys tredobbelte Oscarvinder Howards End fra 1991 med Emma Thompson i hovedrollen som Margaret Schlegel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig