Faktaboks

Hanif Kureishi
Født
1954

Hanif Kureishi, f. 1954, britisk forfatter og dramatiker. Efter filosofistudier ved King's College i London begyndte han at skrive skuespil og filmmanuskripter og slog sit navn fast med manuskriptet til filmen My Beautiful Laundrette (1984) instrueret af Stephen Frears. Hans første roman, The Buddha of Suburbia (1990, BBC-tv-serie, 1993; da. En forstadsbuddha, 1990), blev indledningen på et medie-dynamisk, flittigt og ofte prisbelønnet forfatterskab koncentreret om det postkoloniale og multikulturelle Storbritannien. Kureishi trækker med besk ironi og sort humor på sin egen erfaring som brite af pakistansk herkomst. Dette ses bl.a. i The Black Album (1995, da. Det sorte album, s.å.) og novellesamlingen Love in a Blue Time (1997, da. Kærlighed i en kold tid, s.å.). Hans version af Brechts Mutter Courage har været opført på Royal National Theatre i London 1984.

Hans tredje roman, Intimacy (1998, da. Intimitet, s.å.), er skrevet tæt op ad forfatterens egne parforholdserfaringer. I 1999 opsatte The Royal National Theatre hans skuespil Sleep With Me, og han udgav sin anden samling noveller, Midnight All Day (da. Midnat hele dagen, 2001). I romanen Gabriel's Gift (2001, da. Gabriels gave, s.å.) beskrives et 15-årigt maletalents situation i den pulserende storby. I 2002 udgav Kureishi en samling af sin ikke-fiktionsprosa fra 1985 og frem i Dreaming and Scheming. Reflections on Writing and Politics.

I Kureishis femte roman, Something to Tell You (2008, da. Noget jeg må fortælle dig, 2009) plages den midaldrende psykoanalytiker Jamal af skyldfølelse over en dumdristig udåd i ungdommen, der har forhindret ham i at være sammen med sit livs kærlighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig