Faktaboks

John Fowles
Født
31. marts 1926
Død
5. november 2005

John Fowles, en af den engelske litteraturs formfornyere, fotograferet 1984.

.

John Fowles, John Robert Fowles, 31.3.1926-5.11.2005, britisk forfatter. John Fowles var en af efterkrigstidens markanteste formfornyere af den engelske roman.

Med sin uddannelse i fransk fra Oxford var han inspireret af den nye franske efterkrigsroman, navnlig temaerne om ansvar og fri vilje i fransk eksistentialisme.

John Fowles' første bog, romanen The Collector (1963, da. Offer for en samler, 1964), er historien om den følelsesmæssigt forkrøblede kontorist Fred, der kidnapper den smukke kunststuderende Miranda og holder hende indespærret, til hun dør. Bogen er skrevet i et dobbeltperspektiv, hvor første halvdel er Freds fortælling, mens anden halvdel er Mirandas dagbog.

Allerede i denne debutroman er forfatterskabets hovedingredienser til stede: den raffinerede fortællestil, med paralleller til William Shakespeares Stormen, og de store problemstillinger om Guds eksistens og menneskets fri vilje.

Begge dele videreføres i den stort anlagte The Magus (1966, rev. udg. 1977, da. Troldmanden, 1985), et psykologisk drama udspillet på en græsk ø, hvor den mandlige hovedperson, en ung, engelsk lærer, udsættes for en art eksistentialistisk/jungiansk udviklingskursus.

The French Lieutenant's Woman (1969, da. Den franske løjtnants kvinde, 1976) er John Fowles' hovedværk, en viktoriansk romanpastiche udspillet hovedsagelig i Fowles' hjemby Lyme Regis i Sydengland om den gådefulde, sanselige guvernante Sarah og hendes forhold til gentleman-arkæologen Charles.

Nutidige forfatterbemærkninger og et væld af citater og ekskurser om samtidens sociale, politiske og kulturelle forhold, blandt disse ikke mindst Charles Darwins revolutionerende udviklingsteorier, gør romanen til et rigt facetteret signalement af høj-victorianismens England.

Harold Pinters berømmede manuskript til Karel Reisz' filmatisering 1981 gør The French Lieutenant's Woman til en film om en filmatisering af romanens victorianske historie.

Daniel Martin (1977) er Fowles' første forsøg på en nutidig udviklingsroman, hvor fortid og nutid udforskes i en manuskriptforfatters overvejelser om sig selv og sin samtid. Mantissa (1982) er en vittig erotisk metafiktion, en overstadig miniroman om litteratur og virkelighed. I 1985 udkom A Maggot (da. En grille, 1987), en kriminalhistorie fra 1700-t., indspundet i sekterisk-religiøse problemstillinger.

Ud over romanerne udgav John Fowles i 1974 The Ebony Tower (da. Ibenholttårnet, 1976), en samling lange noveller, der demonstrerer hans virtuose stilistiske alsidighed. The Aristos fra 1965 (revideret 1980) er en samling filosofiske noter og aforismer, der udtrykker Fowles' livsanskuelse. I 1988 kom Wormholes - Essays and Occasional Writings og i 2003 The Journals - Volume 1.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig