Pat Barker, f. 1943, engelsk romanforfatter. Med et socialrealistisk og feministisk udgangspunkt har Pat Barker beskæftiget sig med de underprivilegeredes problemer og arbejdermiljøer i Nordengland, således i debutromanen Union Street (1982, da. 1984), filmatiseret som Stanley and Iris (1990). Et højdepunkt i forfatterskabet er den halvdokumentariske Regeneration (1991, da. 1992), der skildrer hjemsendte soldater under 1. Verdenskrig og tematiserer den dengang gryende forståelse for krigens psykiske virkninger. Romanen fungerer som et stykke psykiatrihistorie med sit portræt af lægen William Rivers, der behandlede krigstraumer med medfølelse og samtaleterapi — en skarp modsætning til den udbredte behandlingspraksis, der stemplede de hjemsendte og lidende soldater som kujoner. Romanen fortsattes i 1993 med The Eye in the Door (da. Øjet i døren, 1994), og i 1995 fuldendte Barker trilogien med The Ghost Road (da. Spøgelsesvejen, 1996). Værket er symptomatisk for den punktering af nationale forestillinger, navnlig i forbindelse med de to krige, der kendetegnede britisk selvforståelse i slutningen af 1990'erne. I både Another World (1998, da. En anden verden, 1999) og Border Crossing (2001, da. Over grænsen, s.å.) udforsker Pat Barker grænselandet mellem det normale og det syge sind.