Faktaboks

Ruth Rendell
Født
17. februar 1930
Død
2. maj 2015

Ruth Rendell. Foto fra 2007.

.

Ruth Rendell, 17.2.1930-2.5.2015, pseud. Barbara Vine, britisk forfatter. Hun debuterede i 1964 og blev berømt for sine realistiske politiromaner om kriminalassistent, senere kriminalkommissær Reginald Wexford i den opdigtede provinsby Kingsmarkham. Wexford og hans makker Mike Burden er virkelighedstro hverdagsmennesker midt i et omskifteligt minisamfund, ofte skildret med samtidskritisk brod som i seriens bedste værk, Simisola (1994, da. 1995).

Ruth Rendells betragtelige betydning inden for krimigenren kommer især til udtryk i en række uhyggelige psykologiske thrillere om menneskelig ondskab og ensomhed, fx i hovedværket A Judgement in Stone (1977, da. Morder antages, 1978). Som Barbara Vine har hun givet sit forfatterskab en mere psykologisk litterær drejning, bort fra den deciderede krimigenre, fx i The Dark-Adapted Eye, (1986, da. Ind i mørket, 1987).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig