Geoffrey Chaucers sidste og mest læste værk er The Canterbury Tales (dansk titel Canterburyfortællingerne, prosaoversættelse 1951, versoversættelse 1958). En pilgrimsfærd fra London til Thomas Beckets helgengrav i Canterbury indrammer 24 fortællinger fra alle tidens genrer (fx romance, fabliau, helgenlegende, burleske og prædiken); fortælleren beskriver i den berømte Prolog og i sammenkædende tekstled sine medpilgrimme med en velvilje, der problematiseres gennem sideblikke til tidens sociale og religiøse normer.
Geoffrey Chaucer tilpasser forsøgsvis fortællingen til fortælleren, en teknik, der kulminerer i selvafslørende monologer af den livsduelige Kone fra Bath og den depraverede Afladskræmmer. Værkets skeptisk-tolerante idéverden og litterære frodighed giver et nuanceret billede af et senmiddelalderligt samfund i hastig social og kulturel forvandling.
Geoffrey Chaucer fik afgørende indflydelse på engelsk sprog og litteratur. Gennem sammenføring af flere traditioner har han beriget den engelske ordskat; han eksperimenterede utrætteligt med litterære genrer, ligesom han udviklede og tillempede versemål, der senere slog rod i engelsk poesi.
Et vigtigt træk i hans digtning er bruddet med middelalderens tanke om kunsten som bærer af kristen sandhed. Ved at lade sin fortællerfigur afkaste rollen som autoritet pålægger Geoffrey Chaucer sin læser en medskabende funktion.
At denne kreativitet kan true den sjælelige frelse, vedgår han i sit muligvis sidste udsagn, The Retraction, hvori han trækker de værker tilbage, der endnu adskillige århundreder efter hans død fængsler læseren og vækker livlig kritisk debat.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.