Peter Plys er det danske navn for Winnie-the-Pooh, en litterær figur skabt af den britiske forfatter A.A. Milne i godnathistorier om tøjdyret Edward Bear til hans søn Christopher Robin, der indimellem optræder i fiktionen.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Winnie-the-Pooh
Den honningelskende, altid optimistiske og venlige, men lidt naive teddybjørn lever sammen med andre menneskeliggjorte tøjdyr en tilværelse i Hundredmeterskoven præget af de problemer, som hver enkelts karakteristiske temperament afstedkommer.
Else Heise (1892-1962) foretog en meget stilsikker fordanskning af Winnie-the-Pooh (1926, dansk titel Peter Plys, 1930) og The House at Pooh Corner (1928, dansk titel Peter Plys og hans Venner, 1931), og Tom Kristensen oversatte versene. Milnes fortællinger om Peter Plys kan ikke tænkes uden E.H. Shepards enkle og elskede illustrationer.
Disney-koncernen, der nu ejer rettighederne til figurer og tegninger, har siden 1966 lavet en række tegnefilm og billedbøger, ofte med nyskrevne historier.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.