William Heinesen (Verificeret)

© Polfoto

William Heinesen.

William Heinesen, 15.1.1900-12.3.1991, færøsk forfatter og billedkunstner. Faderens travle handelshus, hjemmet med moderens klaverspil, lillebyens kringlede gyder med tjæreduft og tørverøg, sekterne og deres musik, realskolens lærere og byens andre originaler og den omgivende vældige natur, havet og fjeldene — alle disse indtryk fra hans lykkelige barndoms Tórshavn blev det færøske grundstof i Heinesens lange, dansksprogede forfatterskab.

Den anden væsentlige påvirkning blev mødet med Otto Gelsted og 1920'ernes kreds af især venstreorienterede kunstnere; Heinesen var i 1916 blevet sendt til København for at frekventere Købmandsskolen, men blev digter i stedet. Han pendlede mellem hovedstaden og hjembyen, indtil han i 1932 gik ind i familiefirmaet, som han efter faderens død i 1944 drev videre i en halv snes år.

Da handelshuset lukkede, var Heinesen slået igennem som romanforfatter med hovedværkerne Den sorte Gryde (1949), inspireret af det hektiske leben og økonomiske boom i Tórshavn under krigen, og den musikalske skælmeroman De fortabte Spillemænd (1950) med stof fra småstadens uskyldige tid før 1. Verdenskrig.

Som lyriker debuterede han allerede i 1921 med Arktiske Elegier, fulgt op med en ny samling hvert tredje år frem til Stjernerne vaagner (1930), hvor naturdigteren har nærmet sig menneskenes huse. I Den dunkle Sol (1936) er der samfundskritiske tekster mod bl.a. nazismen.

Denne udadvendte linje fortsatte fra og med hans overraskende comeback som lyriker 25 år senere med Hymne og Harmsang (1961), en dobbelttitel, der dækker forfatterskabets hele intention, og Panorama med Regnbue (1972).

© Polfoto/Thomas Johannesen

William Heinesen. Ældre foto.

I 1930'erne skrev Heinesen flere lange — og med Gelsteds ord "dødbagte" — romaner, hvis stof blev delvis udnyttet i senere arbejder. Udgivet blev Blæsende Gry (1934; strammet udgave 1961) og Noatun (1938), en roman om færøske nybyggeres barske tilværelse, ikke upåvirket af vennen Hans Kirks to første kollektivromaner.

Samme Kirk rumsterer som repræsentant for den kæmpende humanisme bag præsten Peder Børresen i Heinesens store historiske brevroman Det gode Håb (1964) om det danske koloniregimes grove fremfærd i det færøske len omkring år 1670.

En helt særlig plads i det heinesenske opus har den lyrisk-mytiske roman Moder Syvstjerne (1952), som med forbløffende indlevelse skildrer verdens tilblivelse i et barns bevidsthed. Til den knytter sig Tårnet ved Verdens Ende (1976), den poetiske "mosaik-roman om den yngste ungdom", som Heinesen lader slutte med, at Amaldus Erindreren lukker bogen og slukker lampen den 29. marts 1974.

Men det var ikke slut; Heinesen fortsatte sit virke både som billedkunstner med talrige bogomslag og papirklip og som fortæller med bindene Her skal danses (1980) og Laterna magica (1985), der knytter sig smukt til erindringslinjen i hans øvrige kortprosa: Det fortryllede Lys (1957), Gamaliels Besættelse (1960), Kur mod onde Ånder (1967) og Don Juan fra Tranhuset (1970).

Disse samlinger er med deres repertoire af bearbejdet barndomsstof, kult, myte, satire, refleksion og fortælling et dybt originalt bidrag til periodens danske novellekunst. Ligesom i romanerne spænder den færøske multikunstner i disse underfundige og omsvøbsglade bøger over flere oktaver i tone og tema end sine samtidige i den danske litteratur, han skrev sig ind i.

William Heinesens lyrik foreligger i udgaven Samlede digte (1984), et udvalg af hans malerier, tegninger og klip i Fra billedmagerens værksted (1980). Han blev medlem af Det Danske Akademi 1961, fik Nordisk Råds Litteraturpris 1965 og blev æresborger i Tórhavn 1980.