Johan Ludvig Runeberg

Johan Ludvig Runeberg var en finlandssvensk forfatter, som har skrevet Finlands nationalsang.

Han var gift med forfatteren Fredrika Runeberg.

Han studerede klassiske sprog og filosofi ved Åbo Universitet, finansieret af lærerjob på landet, og var 1830-1837 docent i latin i Helsinki og redigerede Helsingfors Morgonblad, inden han kom til Borgå (Porvoo) som lektor i latin, senere græsk. Runeberg anses for Finlands nationaldigter, og selvom han skrev på svensk, der gennem hele hans levetid var dannelsens sprog i Finland, havde han afgørende betydning for udviklingen af finsk identitet, som begyndte at tage form i årtierne efter Finlands adskillelse fra Sverige 1809. Det er ham, som har gjort Finlands søer til det finske nationallandskab, og i digte som "Bonden Pavo" (1830) eller heksametereposet "Älgskyttarne" (1832) har han skabt idealbilledet af det finske menneske: uforstilt, gudfrygtigt og utrætteligt i dets kamp med en smuk, men karrig natur.

Hans vigtigste værk er Fänrik Ståls sägner, en digtkreds om krigen mod Rusland 1808-09, som udkom i to dele 1848 og 1860 (på dansk 1886). Med en særegen blanding af idealisering og realisme hylder han tapperheden både hos officerer og menige, men giver også varme portrætter af en original marketenderske, af en tapper russer og af en tjenestemand, som efter den russiske sejr har civilcourage nok til at forsvare Sveriges lov. Fänrik Ståls sägner havde en umiddelbar gennemslagskraft; digtet "Vårt land", som indgår i første del, etablerede sig hurtigt som nationalsang, og bogen blev læst i alle skoler, både de svenske og de finske, i mere end hundrede år. I dag læses først og fremmest hans lyrik, den af serbisk folkepoesi inspirerede digtsuite "Idyll och epigram" (1830), der blev sat i musik af Wilhelm Stenhammar 1895-1896, og digte som "Vid er Källa" (1833) og "Svanen" (1830).