Finland - litteratur

Finland – litteratur, Finlands folk udgør én nation, men det taler to sprog; følgelig er også Finlands nationallitteratur tosproget. Frem til krigen 1808-09 var Finland en integreret del af det svenske rige, altså ikke en provins som fx Estland, hvilket indebærer, at det er rimeligt at regne forfattere som Jacob Frese og Gustav Philip Creutz som svenske forfattere.

De flyttede tidligt til Stockholm, og i det mindste i hofmanden Creutz' digtning har Finland ikke sat sig synlige spor. Også Franz Michael Franzén hører snarere hjemme i Sveriges litteratur; som førromantiker foregreb han ganske vist Johan Ludvig Runeberg, men han forlod Finland for at bosætte sig i Sverige 1811.

Endnu i den første halvdel af Finlands tid som russisk storfyrstendømme var svensk som en selvfølge kulturens sprog, ligesom det var forvaltningens og retsvæsenets. Løsrivelsen fra Sverige betød imidlertid, at det bevidste arbejde med at opbygge en finsk national identitet gik i gang. Såvel Runeberg — allerede i sin levetid kanoniseret som nationaldigter — som Zacharis Topelius skrev på svensk, fordi svensk var dannelsens sprog, men de skrev for hele folket og anså det for deres vigtigste opgave at synliggøre det finske folk.

I et digt som "Bonden Paavo" har Runeberg givet idealtypen af den finske almuemand, eller endda af det finske menneske: gudfrygtigt, fåmælt og sejt udholdende også under de vanskeligste ydre omstændigheder. Han har også præget forestillingen om det finske nationallandskab: de stille søers og de store skoves landskab, smukt, fredfyldt og samtidig umuligt at tæmme.

I de episke digte Fänrik Ståls sägner, som blev udgivet i to dele 1848 og 1860 (da. udvalg 1885), gav han næring til en finsk national selvfølelse ved ud af den historisk set ynkelige krigsindsats 1808-09 at fremdrage en række enkeltskikkelser, som han idealiserer i helteportrætter. Den temperamentsmæssigt noget vegere Topelius fortsatte Runebergs arbejde: Han blev kendt i hele Norden for sine eventyr og skuespil for børn (udg. under titlen Läsning för barn, 1865-96, da. fra 1869) og for den Walter Scott-inspirerede romancyklus Fältskärns berättelser (1853-67, da. 1879-81).

En forfatter, som i nyere tid har påkaldt sig stadig større interesse, er Fredrika Runeberg, nationaldigterens hustru: Hun har skrevet et par historiske romaner — Fru Catharina Boije och hennes döttrar er faktisk den første historiske roman, som blev skrevet i Finland, selvom den først udkom 1858 — og en del skitser om kvinders liv og vilkår.

Den finsksprogede litteratur fik sin forsigtige begyndelse med reformatoren Mikael Agricola, som efter at have udgivet en ABC og en bønnebog oversatte Det Nye Testamente. Den finske litteraturs fødsel i egentlig forstand er knyttet til den nationale opvågnen efter krigen 1808-09. Til Runebergs vennekreds hørte Johan Vilhelm Snellman, den hegelianske filosof, som insisterede på, at en nation kun kan have ét sprog, og følgelig energisk talte for, at den dannede klasse skulle gå over til folkesproget, dvs. lade sig forfinske frivilligt.

Til samme kreds hørte også Elias Lönnrot, som på lange rejser i Karelen indsamlede folkeviser. I 1835 sammenstillede han dem til en helhed, Kalevala, der har fået status af Finlands nationalepos (da. 1907, 1994). Kalevala fremstod som beviset på, at det virkelig kunne lade sig gøre at digte på finsk, og styrkede det finske folks selvfølelse ligesom senere Runebergs Sägner. Kalevalas mytologiske helte — Väinamöinen, Kullervo og Lemminkäinen — blev siden de centrale motiver i den finske nationalromantik; maleren Akseli Gallen-Kallela og komponisten Sibelius vendte stadig tilbage til dem.

Det finske skriftsprog bygger på Mikael Agricolas vestfinske dialekt, men det må understreges, hvor ungt dette skriftsprog i virkeligheden er. Jac Ahrenberg (1847-1914) — arkitekt og forfatter til bl.a. memoirer — fortæller en oplysende anekdote: For at blive statsansat skulle han aflægge en sprogprøve i finsk og blev da bedt om at oversætte en tekst om det restaureringsarbejde, han var i gang med. Da det viste sig, at den finske terminologi endnu ikke eksisterede, fik han til opgave at opfinde den.

Den finske litteraturs første roman — og måske den stadig mest elskede — er Syv brødre (1870, da. 1957) af Aleksis Kivi. Den er en historie om syv brødre, der arver en gård, men kommer på kant med samfundet, fordi de ikke bryder sig om at lære at læse, og beslutter sig for at flygte ud i ødemarken. Romanen indeholder de temaer, der er kommet til at fremstå som en central del af det finske folks selvbillede: kærlighed til naturen og en ubændig frihedstrang. På et mere symbolsk plan handler den om oprør og tilpasning: De syv brødre vender tilbage til deres by og sætter sig lydigt hos degnen og ved ABC-bogen, da de efterhånden er modne til at gifte sig.

I 1880'erne er ligestillingen mellem svensk og finsk sprog ved at være opnået, og for den svensksprogede, uddannede klasse begynder det at stå klart, at de ikke længere kan tale på hele folkets vegne, men repræsenterer en sproglig og kulturel minoritet.

De finlandssvenske forfattere blev tiltrukket af den determinisme og pessimisme, de mødte i Herman Bangs Haabløse Slægter og hos J.P. Jacobsen. K.A. Tavaststjerna udgav 1886 udviklingsromanen Barndomsvänner, som minder en del om Niels Lyhne, og fortsatte senere med i romanen Hårda tider (1891, da. 1893) at gøre oprør mod Runebergs idealiserede billede af det finske folk: Tavaststjernas bønder er ikke bare sig selv nærmest i al almindelighed, men kan også begå bigami og mord.

Det moderne gennembrud repræsenteredes fra finsk side af Minna Canth, som i prosaens og først og fremmest dramaets form skrev indignationslitteratur; hun har givet intense skildringer af klasseforskelle og patriarkalsk kvindeundertrykkelse, af fattighuse og sindssygehospitaler. I hendes skuespil Arbejderens hustru (1885) går hovedpersonen til i et ulykkeligt ægteskab, og en af bipersonerne, en sigøjnerpige, har efter et mislykket mordforsøg en replik, som fører tankerne hen på Ibsen: "Jeres lov og jeres ret —. Det var jo netop dem, jeg skulle have skudt".

'Den finske litteraturs Madame Bovary' har man kaldt Præstens Hustru (1893, da. 1896) af Juhani Aho, men Ahos mest læste værk er den mindre roman Jærnbanen (1884, da. 1893), hvis forskellige motiver senere genfindes i mange folkelivsskildringer: jævne menneskers fantasier (i dette tilfælde om det tekniske vidunder, jernbanen), kontrasten mellem centrum og periferi, sociale skel og brændevinens forbandelse.

Mens det russiske greb om Finland omkring år 1900 forstærkedes, trådte lyrikeren Eino Leino frem. Hans udsvævende liv gav ham prædikatet "Finlands største boheme", men derudover var han den første, for hvem det lykkedes at vise, at finsk sprog rent versteknisk kunne måle sig med svensk. I Helkasange (1903-16) knyttede han, som så mange i samtiden, an til Kalevala-digtningen, som han med en storslået visionær fantasi gav dybde i symbolistisk retning.

Tidens finlandssvenske litteratur prægedes af en vis opgivelse: Finlandssvenskerne følte sig trængt ikke bare af russificeringen, men også af den stadig stærkere forfinskning, de levede "mellan puukkon och nagajkan", den finske kniv og kosakkernes knudepisk.

1912 debuterede den finlandssvenske litteraturs stilistisk mest forfinede og dybdeborende novelleforfatter og dramatiker Runar Schildt, men også hos ham findes pessimismen: Han ser tilværelsen som en kamp, hvor de robuste, der forstår at tage for sig ved livets bord, driver de mere følsomme til nederlag og undergang. Schildts eget liv endte i skriveblokering og selvmord.

Uafhængighedserklæringen 1917 og først og fremmest Den Finske Borgerkrig, som fulgte, blev af afgørende betydning for litteraturen. Længe blev historien skrevet af de hvide sejrherrer, og også forfatterne var uvillige til rigtigt at konfrontere sig med de sociale misforhold, som havde udløst krigen — eller "oprøret", som man foretrak at kalde det. Rødgardister skildredes individualpsykologisk som stakler, der passivt lod sig rive med; dette gælder både i Den fromme Elendighed (1919, da. 1924) af F.E. Sillanpää, finsk litteraturs eneste nobelpristager (1939), og i En man och hans samvete (1931, da. Gehenna, s.å.) af den finlandssvenske Jarl Hemmer (1893-1944), som nærmest er en religiøs eller i hvert fald metafysisk roman om det ondes problem, stærkt inspireret af Dostojevskij.

Et mere analytisk og nuanceret billede gives først i 1962 af Väinö Linna i Oprør (da. s.å.), anden del af en bred trilogi om en finsk landarbejderfamilies liv. I Oprør lykkedes det Linna at skabe et billede af begivenhederne 1918, som både hvide og røde så småt kunne blive enige om at acceptere; han kom således til at indtage rollen som "nationalterapeut". Allerede i 1954 havde han for øvrigt i Den ukendte soldat (da. 1955) taget et nyere nationalt traume op, den del af 2. Verdenskrig, hvor Finland kæmpede på samme side som tyskerne. Romanen er det endelige opgør med den patriotisme, som har sine rødder hos Runeberg.

Om den desillusion, som krigen førte med sig, handler også i forklædt form den historiske roman Sinuhe. Ægypteren (1945, da. 1948) af Mika Waltari. Ligesom flere af Waltaris senere romaner blev den en international bestseller. I finsk litteratur har den brede epik i det hele taget stået stærkt. Fra Kivis Syv brødre udgår en strøm af folkelivsskildringer, som kombinerer realisme med en ikke sjældent grotesk humor; romanernes helte er gennemgående anti-helte. Livet i nær kontakt med naturen er blevet skildret som det eneste rigtigt menneskeværdige, mens industrialisering og urbanisering er set som yderst problematiske fænomener, der gør mennesker rodløse og udsatte.

Den finlandssvenske litteratur har derimod traditionelt haft sin styrke i lyrikken. Et højdepunkt udgjorde den modernisme, som begyndte 1916, da Edith Södergran debuterede. Af andre store navne plejer man at nævne Elmer Diktonius, Gunnar Björling, Henry Parland og Rabbe Enckell. Som den mest originale — og den, som moderne forskning har interesseret sig mest for — står den ældste, Gunnar Björling, som i sin levetid var den, der havde sværest ved at slå igennem.

Man kan konstatere, at modernismen var den første og hidtil eneste gang, den finlandssvenske litteratur i en nordisk sammenhæng har manifesteret sig som en avantgarde-litteratur. Den modernistiske periode må også siges at være interessant som en fase, hvor det lykkedes finlandssvenske forfattere at udnytte deres marginalposition på en produktiv måde; det er ikke nogen tilfældighed, at modernismens portalfigur, Edith Södergran, havde gået i tysk skole i Sankt Petersborg og senere levede en grænsetilværelse i Raivola på det karelske næs. I den finsksprogede litteratur er modernismen et senere fænomen, der først slog igennem i 1950'erne.

Til de finske lyrikere, som debuterede i 1950'erne, hører Paavo Haavikko, der siden da har profileret sig også som prosaist, dramatiker og aforistiker og måske først og fremmest som systemkritiker, "dissident". Ved begyndelsen af 1990'erne fremstod han — sammen med filosoffen Georg Henrik von Wright og litteraturforskeren Johannes Salminen (1925-2015) — som Finlands samvittighed.

Både Salminen og von Wright har især fået opmærksomhed som essayister; i det hele taget har essayet været en bærende genre i finlandssvensk litteratur. Dens lyriske modernisme er videreført af bl.a. Bo Carpelan og Tua Forsström.

Den feministisk farvede kvindelitteratur repræsenteres af Märta Tikkanen, eksempelvis med hendes digtcyklus Århundradets kärlekssaga (1978, da. 1979), og inden for børnelitteraturen står Tove Jansson med sine Mumi-bøger for en fantastik, som har fået læsere over hele verden.

Fra slutningen af 1980'erne er der desuden skrevet en række store episke romaner fra finlandssvensk hold. Vigtig er den trilogi om ålandsk liv og mentalitet, som Ulla-Lena Lundberg (f. 1947) har udgivet: Leo (1989, da. 1992), Stora världen (1991, da. 1993) og Allt man kan önska sig (1995). Den finsksprogede prosalitteratur har derimod udviklet sig bort fra det episke.

Allerede hos Veijo Meri, hvis kendteste roman er Manilarebet (1957, da. 1963), er virkeligheden stiliseret, subjektivt gådefuld og ofte absurd. Annika Idström har udforsket ondskabens væsen, og Rosa Liksom har skrevet fortættede noveller, som motivisk omfatter alt lige fra rodløse, internationaliserede unge til nødstedte mennesker i Nordfinland.

Læs mere om Finland.