Väinämöinen
Sangeren Väinämöinen er Kalevalas hovedskikkelse.
Af /Ateneum.

Lemminkäinen portrætteret ca. 1867 som en middelalderlig ridder af Robert W. Ekman, en af de finske kunstnere, der forsøgte sig med Kalevala-motiver. Tordenguden Ukko svinger sin hammer på himlen.

.

Kalevala er Finlands nationalepos, skabt af folkloristen Elias Lönnrot på grundlag af mundtligt overleveret folkedigtning. Kalevala udkom i første udgave i 1835 og i den anden og endelige udgave i 1849.

Faktaboks

Etymologi

Afledning af Kaleva, i finsk folkedigtning navn på en jætte; ordet er af omstridt oprindelse.

På lange vandringer, især i det østlige Finland og i russisk Karelen, indsamlede Lönnrot en stor mængde sange med fælles motivkredse og personer. Af disse sammensatte han en digterisk helhed, hvori elementerne er oprindelige, men kompositionen hans egen. Han bidrog også med forbindende passager for at få den fra adskillige kilder sammenstykkede helhed til at hænge sammen. Man kan således med en vis ret kalde Kalevala et kunstprodukt, men Lönnrot har i sine bevarede optegnelser gjort nøje rede for sit materiale. At han valgte at give det en sammenhængende og læselig form, må ses som et udtryk for, at hans indsamlingsarbejde ikke blot havde et videnskabeligt folkloristisk øjemed, men at hans hensigt også var at lægge grunden til en finsk nationallitteratur.

På grund af materialets rigdom og variation rummer Kalevala ikke en jævnt fremadskridende handling; det er et stort fletværk af enkeltstående fortællinger og episoder. En rød tråd i digtet er kampen mellem Kalevala-folket og "Nordlandet" (Pohjola). Striden gælder især det mystiske underværk Sampo, hvis konkrete natur er gådefuld, men som tydeligt opfattes som lykke- og frugtbringende. Som overordnet ramme står som indledning en beretning om verdens skabelse og som afslutning et naturmytisk billede af Mariæ undfangelse: Jomfruen Marjatta spiser et bær (finsk marja) og føder en dreng. Den gennemgående hovedskikkelse Väinämöinen, der i første sang fødes af vandmoderen, ser nu, i den 50. og sidste sang, sin høvdingestilling truet og vil have den nyfødte dreng dræbt; imidlertid bliver drengen døbt og driver Väinämöinen på flugt, men han efterlader sin kantele (et strengeinstrument) og sine sange til evig glæde for Finland.

Väinämöinens styrke ligger i hans ord og sang, hvormed han kan udrette underværker som at kvæde sin fjende Joukahainen ned i en mose og kvæde en båd frem, da han til sidst må tage afsked. Digtets andre hovedpersoner er mestersmeden Ilmarinen, der bl.a. smeder Sampo, og den overmodige og kvindekære Lemminkäinen. Isoleret fra den øvrige handling står sangene om den uregerlige Kullervo, hvis tragiske endeligt skyldes et incestforhold, han er uvidende om, til hans søster.

Kalevala indeholder ca. 23.000 vers på runometer, dvs. frit behandlede firefodede trokæer. Digtet rummer ikke blot mytiske fortællinger, men i mange skildringer afspejles liv og skikke fra en fjern fortid; digtene selv er dog næppe ældre end middelalderen.

Kalevala fik umådelig betydning for finsk folkebevidsthed og har været en stadig levende inspirationskilde, også for billedkunst, fx Akseli Gallen-Kallela, og musik, fx Jean Sibelius. Navne fra Kalevala møder man overalt i Finland, således drengenavne som Kaleva og Väinö og pigenavne som Aino og Kyllikki; Ilmarinen har været navn på et lokomotiv og et orlogsskib, Sampo er bl.a. en isbryder og Pohjola et forsikringsselskab.

Kalevala er oversat til over 30 sprog. På dansk udgav Ferdinand Ohrt (1873-1938) 1907 en oversættelse af et repræsentativt udvalg (ny udgave i 1985) tilligemed en redegørelse for Kalevala-forskningen; en mere omfattende oversættelse udkom 1994 ved Hilkka og Bent Søndergaard.

Få litterære værker har som Kalevala dannet inspiratorisk grundlag for en stor del af en nations musikalske udtryk, såvel vokalt som instrumentalt. Foruden Sibelius, der fx i 1893-1895 skrev den store Lemminkäinensuite over sangene 13-15, har et betydeligt antal finske komponister baseret deres operaer, symfoniske digtninge, suiter og andre værker på nationaleposets sange, bl.a. Oskar Merikanto, Erkki Melartin, Aulis Sallinen, Leevi Madetoja og Uuno Klami. Også udenlandske komponister, fx russeren Aleksandr Glazunov og italieneren Luigi Dallapiccola, er blevet inspireret af det finske heltedigt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig