• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sofi Oksanen

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Portræt af Sofi Oksanen, 2010.

Portræt af Sofi Oksanen, 2010.

Sofi Oksanen, f. 7.1.1977, finsk forfatter med estiske aner.

Sofi Oksanen er født i Jyväskylä i det centrale Finland og har læst litteraturvidenskab ved Helsingfors Universitet og dramaturgi ved Finlands Teaterhøjskole.

I 2003 debuterede hun med den prisbelønnede roman Stalinin lehmät (da. Stalins køer, 2011), der blev efterfulgt af Baby Jane (2005, da. 2012).

Herefter fik Sofi Oksanen i 2007 urpremiere på Finlands Nationalteater med teaterstykket Puhdistus, som gik for fulde huse i tre måneder, inden hun i 2008 omskrev stykket til en roman af samme navn (da. Renselse, 2010).

Stykket opførtes tillige i 2008 på Estlands Dramateater i Tallinn og kort som gæstespil s.å. på Elverket på Dramaten i Stockholm. I efteråret 2010 blev Utrensning uropført på svensk på regionalscenerne Wasa Teater og Åbo Svenska Teater.

Puhdistus, en barsk fortælling om to kvinders skæbnelighed på tværs af alder og tid fra Estlands tid under Sovjetunionen, blev belønnet med den fælles hæderspris fra bogklubben Suuri Suomalainen Kirjakerho og forfatterforbundet Suomen Kirjailijaliitto (2008), Kalevi Jäntis Pris (2008), Finlandiaprisen (2008), Runebergprisen (2009) og Nordisk Råds Litteraturpris (2010). Desuden er Oksanen tildelt Årets Kristina (2008) og Waltari-Prisen (2008) samt den estiske Terra Mariana-Korsets Orden af 4. klasse (2010).

I Finland er Puhdistus udkommet i 30. oplag og trykt i 210.000 eksemplarer (2011) på finsk, siden den blev lanceret i april 2008. Og i 30 måneder i træk har romanen været med på listen Hvad Finland læser.

Selv om de foreløbigt tre romaner alle er oversat til estisk og svensk, er det først med Puhdistus, at Sofi Oksanen har opnået et internationalt gennembrud med oversættelser til bl.a. dansk (2010), norsk (2008), nederlandsk (2009) og engelsk (USA i 2010), i alt 41 sprog (2011).

I 2011 er romanen Puhdistus opført som radiospil på finsk af Yleisradion Radioteatteri og Puhatus på estisk af Eesti Rahvusringhääling Raadioteater. I 2012 blev romanen filmatiseret i en finsk-estisk samproduktion med finske skuespillere og eftersynkronisering på estisk. Siden har Puhdistus været uropført som opera på Finlands Nationalopera i 2012.

Med titlen Purge blev romanen tillige, som den første ikke-franske, valgt af Frankrigs største boghandlerkæde Fnac til årets bedste roman (2010) ugen før den franske udgivelse og tildelt prisen Le Prix du Roman FNAC.

Få måneder senere, hvor romanen allerede havde solgt over 70.000 eksemplarer i Frankrig, blev den tildelt Prix Femina Étranger, som gives til årets bedste roman oversat til fransk. Det er kun anden gang, at en nordbo har opnået denne ære.

I kategorien roman er Puhdistus tildelt Den 4. Europæiske Bogs Pris (2010), der blev overrakt af Jacques Delors ved en ceremoni i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

I april 2013 tildeltes Sofi Oksanen som den første kvindelige finske forfatter Svenska Akademiens nordiska pris på 350.000 svenske kroner for romanen Kun kyyhkyiset katovasit (2012), som udkom i 2013 i bl.a. svensk, norsk og dansk oversættelse (hhv. När duvorna försvann, Da duene forsvant og Da duerne forsvandt). En roman om okkupation, modstand og kollaboration under og efter 2. Verdenskrig i Estland.

Sofi Oksanen er kendt for sine kritiske udtalelser og vakte fx en del furore i den finske presse og offentlighed i efteråret 2009 efter bl.a. at have talt om hustruvold i Finland i et interview givet til den danske tv-kanal DR2, og som delvist af samme grund er vist flere gange i 2010 i Finland på YLE på hhv. de finsk- og svensksprogede kanaler og senest i 2011 i en genudsendelse af serien Ord från Nord i samproduktion med YLE FST5. Et interview, som efterfølgende afstedkom forskellige trusler mod forfatteren.

Sofi Oksanen grundlagde i 2011 sit eget forlag, Silberfeldt Oy, som bl.a. udgiver hendes romaner i billigbogsformat, fx Baby Jane, Stalinin lehmät og Puhdistus.