François Rabelais. Folkeligt tryk fra anden halvdel af 1800-t., der viser en af Rabelais' kæmper, Gargantua med den umådelige appetit. Op gennem hele 1800-t. udgik der fra den lille nordfranske by Épinal en strøm af sådanne folkelige billeder, Les images d'Épinal, der udbredte kendskabet til nationens helte og mindeværdige begivenheder.

.

François Rabelais, ca. 1494-9.4.1553, fransk forfatter, født og opvokset ved Chinon i den frodige Loiredal, der skulle blive et kulturcentrum for den franske renæssance.

François Rabelais' forfatterskab står i den europæiske litteratur som et af de stærkeste udtryk for den tidlige renæssances boblende livsglæde.

François Rabelais gik i skole hos munkene og trådte selv ind i franciskanerordenen i 1510. Han blev grebet af den humanistisk-evangelistiske bevægelse, især under indflydelse af Erasmus af Rotterdams skrifter, og kastede sig over studiet af de gamle sprog: klassisk latin, græsk og hebraisk.

Studiet af de bibelske skrifter på originalsprogene, der i sig selv blev anset for kættersk, bragte ham på kant med hans overordnede. For at få større frihed til at studere lykkedes det ham at blive overført til et benediktinerkloster og senere helt at blive løst fra kirken.

Fra midten af 1520'erne og til sin død beskæftigede han sig professionelt mest med lægekunsten, som studerende, universitetslærer og læge. Han virkede dog også som præst og som sekretær for nogle af de adelsmænd, som stod i spidsen for den reformbevægelse, der ønskede en evangelisk reform inden for rammerne af en gallikansk kirke, dvs. en fransk kirke med kun løsere bånd til pavestolen.

François Rabelais' skrifter viser klart, at denne bevægelses mål også var hans. Selv med kongens hjælp kunne det knibe for François Rabelais' beskyttere at forsvare ham mod de konservative teologers bandbuller. Efter alt at dømme har François Rabelais nogle gange måttet flygte fra Pariseruniversitetets teologer, men han døde dog i Paris.

François Rabelais, der muligvis er født en del år før 1494, var under alle omstændigheder efter tidens forhold en mere end midaldrende mand, da han i 1532 udsendte sit første skønlitterære værk, krøniken om kæmpen Pantagruel.

Den er inspireret af en folkebog om en kæmpekonge og er på mange måder en lystig parodi over middelalderens krøniker. Man følger Pantagruel, kongen over de tørstende, fra hans eventyrlige fødsel op gennem hans barndom og ungdom. Hans begivenhedsrige studenterliv giver god anledning til satire over middelalderlig teologi og jura.

Bogen afsluttes med en sejrrig kamp, hvorunder Pantagruel i sin bøn til Gud lover ham at prædike evangeliet rent og enkelt. Berømt er faderen Gargantuas smukke brev til sønnen, der er et vidnesbyrd om renæssancens selvbevidsthed: De mørke tider er forbi, ånden er genfødt, bogtrykkerkunsten er opfundet, så lad os fylde os med sand lærdom.

Trods kirkens fordømmelse af bogen udsendte François Rabelais i 1534 en fortsættelse, Gargantua, der handler om Pantagruels fars barndom og ungdom. Man hører om, hvor utrolig meget Gargantua, der også i åndelig henseende er en kæmpe og et forbillede, kan suge til sig af lærdom, samtidig med at han kan bruge sin krop.

Der bliver gjort grundigt nar af pilgrimsrejser og af de kirkelige ritualers udvendighed. Kæmperne udkæmper en sejrrig kamp mod en krigerisk, intolerant konge, der nok skal ligne den tysk-romerske kejser Karl 5., og de bliver belønnet med at få en slags antikloster, kaldet Thélème, hvor man har tillid til mennesker, og hvor den eneste regel derfor er: Gør, hvad du vil.

Senere skrev François Rabelais fortsættelserne Den tredje bog, Den fjerde bog og endelig Den femte bog, om hvis ægthed der dog er tvivl. I disse uddybes det filosofiske arbejde med at få kristendommen og antik humanisme til at hænge sammen. Det, der gør François Rabelais' værker udødelige, er humoren og den fantastiske, frie brug af sproget. Sjove opremsninger kan fylde hele sider. Her er ingen tabuer.

Man mærker, at den tidligere tiggermunk Rabelais er fortrolig med middelalderens karnevalskultur, der under løjerne vender op og ned på højt og lavt i tilværelsen. Alle fordøjelsens faser, drukkenskabens glæder, fødslens veer, pengepungens og sjælens problemer bliver endevendt. Under sin opvækst funderer Gargantua både over højlærde emner og over de bedste hjælpemidler til at tørre sin ende.

Hos François Rabelais mødes krop og ånd, folkelig ligefremhed, lærd humanisme og kærlig fromhed. Her er kort vej fra menneskers lyst til at "lege dyr med to rygge" til den himmelske kærlighed.

François Rabelais' fransk er desværre meget svært for nutidige læsere. På dansk findes en komplet, filologisk korrekt og vittig oversættelse, Gargantua og Pantagruel, 1-5, ved C.E. Falbe-Hansen (1945-46 og 1980).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig