Faktaboks

Jean Racine
Født
21. december 1639
Død
21. april 1699

Jean Racine. Kobberstik af tragediedigteren Racine som 50-årig. Billedteksten kalder ham en moderne Sofokles og en pryd for fransk teater. Med sin diskrete farvelægning har gravøren George Vertue (1684-1752) forstået at mildne og individualisere det klassiske portræt.

.

Jean Racine, 21.12.1639-21.4.1699, fransk forfatter. Jean Racine mistede begge sine forældre som ganske lille og voksede op i sin fars familie og på Port-Royal-klostret. Her kom han i skole hos nogle af tidens fineste kendere af græsk og latinsk kultur og modtog ved siden af sin religionsundervisning en solid humanistisk uddannelse.

I alle sine arbejdsår kom Racine til at stå under Ludvig 14.s protektion. Han fik sin løn af kongens kasse, skrev for hoffet og var altid bange for at falde i unåde. Fra begyndelsen af sin karriere, omkring 1660, stilede Racine mod tragediedigtning, både fordi hans talent gik i den retning, og fordi kun denne genre kunne give den højeste anerkendelse.

På det tidspunkt havde abbed d'Aubignac og andre litteraturteoretikere allerede udviklet et normsæt for tragedien. Det byggede på Aristoteles' poetik fra 300-tallet f.Kr. og udstak retningslinjer for, hvordan forfatteren på én gang kunne respektere traditionen fra antikken og komme sin samtids publikum i møde. Racine accepterede denne såkaldt klassiske doktrin som et helt selvfølgeligt arbejdsvilkår.

For at respektere genrens værdighed skulle teksten efter tidens teori være på vers (aleksandriner) og behandle mytologisk eller historisk stof. I La Thébaïde fra 1664 (da. De fjendtlige brødre i Theben, 1961) genfindes fx Ødipus' ulykkelige familie og indflydelsen fra Sofokles og Euripides, mens inspirationen til Britannicus (1669, da. 1957, DR-TV 1961), der foregår i Rom ved Neros hof, kommer fra Seneca og Tacitus.

Til alle sine stykker har Jean Racine skrevet fortaler og dedikationer, hvori han beskriver sin arbejdsproces og opgiver sine kilder. For at tilskuerne kunne engagere sig i forestillingen med både følelse og forstand, måtte handlingen ikke være for fantasifuld eller virke anstødelig. Her blev der udelukkende tænkt på det psykologiske og moralske indhold.

At hovedpersonerne i Andromaque (1667, da. 1955) og Iphigénie (1674, da. 1951) nærmest er sagnfigurer fra Iliaden, skadede på ingen måde deres "sandsynlighed", som man kaldte det. Endelig skulle overholdelsen af tidens og stedets enhed hjælpe publikum til at samle sig om hovedhandlingen.

Denne begynder som regel om morgenen på den tragiske dag. Forhistorien ridses op i hurtig dialog, og der redegøres for en ny situation, der netop er opstået, fordi kongen er død eller lignende. Nu kan hovedpersonerne bryde stilstanden i deres liv og fatte håb for fremtiden, en fremtid, der vil blive afgjort, før dagen er omme.

Titelpersonen i Phèdre (1677, da. Fædra, 1952, Mammutteatret 1998) håber fx, at hendes stedsøn Hippolyte vil tage imod hendes kærlighed, nu hvor hans far er død, men han elsker Aricie, som han ikke måtte få for sin far, og hun gengælder hans følelser. Det er altså fra begyndelsen umuligt, at alle kan blive tilfredse, og intrigen er bygget sådan op, at den person, der elsker mest hensynsløst, også har den største magt til at skade.

Som Hermione i Andromaque og Roxane i Bajazet (1672, da. 1957) vælger Phèdre efter nogen tøven at tilintetgøre "genstanden" for sin attrå hellere end at sætte ham fri til at elske en anden. Herefter bekender hun sin skyld og dør selv.

Den udsøgte præcision og ubønhørlige konsekvens, hvormed krisen gennemspilles, er Racines særlige kvalitetsmærke. Da han i 1677 sammen med Nicolas Boileau blev udnævnt til historiograf, holdt han straks op med at skrive for scenen; fra nu af gjorde han kongen sin opvartning ved at følge ham i felten og skrive rosende om hans politik i krig og fred.

Dog forfattede han på bestilling fra kongens hustru to stykker med inspiration fra Det Gamle Testamente: Esther (1689, da. 1888, 1955) og Athalie (1691, da. 1790, 1892, 1955), til brug for eleverne på Madame de Maintenons pigeskole. Her lod Racine handlingen ledsage af kor for at nærme sig det gamle græske teater, men virkningen er mere operaagtig.

Jean Racines tragiske teater blev til i en tid, hvor fransk kultur var toneangivende, men det har holdt sig på det europæiske repertoire om end tit i tillempet form. Stykkerne er sjældnere blevet opført i Danmark, hvor de alle er frit gendigtet på letløbende blankvers af Max Lobedanz 1951-61.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig