Jean de La Fontaine

Fablerne udkom i årene fra 1668 til 1693. Den første samling Fables choisies mises en vers ('Udvalgte fabler sat i vers') var beregnet til belæring og opdragelse af den unge tronfølger. Det drejede sig primært om solidt moraliserende dyrefabler fra den antikke tradition, som La Fontaine skar til og versificerede. Alligevel slår digterens geni for sprogets rytmiske spil og for den ironiske distance igennem allerede her.

I de senere samlinger findes i stigende grad eksempler på social satire, præcis karaktertegning og individualisering gennem markante replikker. Samtidig understreges som et nyt element La Fontaines interesse for filosofiske og naturvidenskabelige problemer: Den konservative klassicist er samtidig åben over for nyere strømninger i åndslivet.

De tidligste forbilleder for La Fontaines fabeldigtning var Æsop og Faedrus, men også samtidens emblemdigtning over fyndord og illustrationer hertil spiller en rolle. I de senere fabelsamlinger blev grundlaget udvidet til også at omfatte orientalske forlæg.

Skønt det oplagt er fablerne, der har bevaret La Fontaines internationale ry, omfatter forfatterskabet også andre sider. Dels frivolt-lystige Contes (1665-74, 'Fortællinger') med mindelser fra bl.a. Rabelais, dels en række tekster både i prosa og på vers, der viser såvel digterens naturfølelse som hans indlevelse i de klassiske myter, Adonis (1658), Les Amours de Psyché et de Cupidon (1669, 'Amor og Psyke').

På trods af de stærkt varierede fablers rigdom på resigneret menneskekundskab blev La Fontaines litterære lod på længere sigt, især uden for Frankrig, en forvisning til barnekammeret, ikke ulig H.C. Andersens.

De på én gang belærende og underholdende fabler med appel til alle aldersklasser var imidlertid oplagte oversættelsesemner overalt i Europa. I Danmark blev de første gang oversat i 1821. Siden er talrige nyoversættelser udgivet, bl.a. ved Johannes Møllehave i 1985.

• børnelitteratur
• fabel