Marc Antoine Girard de Saint-Amant, 1594-1661, fransk digter. Saint-Amant er med sin livsappetit, sine udlandsrejser og sin digtning af burlesk-satirisk art i nogen grad en atypisk figur i periodens franske litteratur. Med stor behændighed varierede han sine yndlingstemaer om livets glæder i naturen og ved bordet, og han står som en markant repræsentant for fransk baroklyrik. Kortformen lykkedes bedst for ham, mens et ambitiøst forsøg med en lang versfortælling om Mosesbarnet, Moïse sauvé (1647-53), ikke har overlevet.