Denis Diderot

Ved hjælp af en latinsk-engelsk ordbog lærte Diderot sig engelsk, og i 1743 begyndte han at oversætte værker fra engelsk til fransk. Hans første oversættelse var The Grecian history af Temple Stanyan. I 1745 fulgte oversættelsen af lord Shaftesburys An inquiry concerning virtue or merit. Arbejdet med denne tekst udfordrede hans egen kristne tro og skubbede ham mod deismen.

Den største oversættelsesopgave lå i årene 1746-1748, hvor han i samarbejde med to andre oversatte Robert James’s Medicinal Dictionary, der var udkommet få år tidligere. Oversættelserne var en kilde til indtægter.

Sammen med d’Alembert var Diderot redaktør for Den Store Franske Encyklopædi. Han blev i 1747 ansat til at stå for størstedelen af redigeringsansvaret. Dette arbejde varede i 20 år og er stadig det, han er mest kendt for. Diderot's engagement sikrede, at det enorme projekt blev ført til ende, og 28 bind blev udgivet. Heraf bestod de 11 bind af plancher, der detaljeret illustrerede samtidens mange håndværk.

Encyklopædien gav en oversigt over og en indsigt i, hvor man stod åndeligt, videnskabeligt og produktionsmæssigt i midten af 1700-tallet. Diderot skaffede forfattere, redigerede, skrev mange af artiklerne, overvågede produktionen og forhandlede med myndighederne.

Diderot begyndte til at skrive kunstanmeldelser til Correspondance littéraire, philosophique et critique efter, at Friedrich-Melchior Grimm overtog ansvaret i 1753. Det var et hemmeligt, håndskrevet tidsskrift til Europas øverste aristokrati.

Hvert år var der i Paris en ”Salon”, der viste de nyeste kunstværker, og i perioden 1759 til 1781 anmeldte Diderot ni af disse udstillinger (udgivet i 1812-1813). Læserne havde ikke set billederne, så han skulle både beskrive dem og anmelde dem. Diderot var detaljeret, følsom og kritisk. Anmeldelserne anses for at være inspirationen til den moderne kunstkritik, fordi han skelnede mellem beskrivelse, tolkning og æstetik.

Diderot holdt af teatret, men var kritisk over for formen og skuespillerne. Han anså tidens teater for forstilt og efterspurgte flere følelser og historier, der berørte publikum, og som de kunne genkende sig selv i. Han udstak rammerne for den nye genre det borgerlige drama og skrev selv et par dramaer i genren, Le fils naturel (Den illegitime søn) fra 1757 og Le Pére de famille (Familiefaderen) fra 1758.

Overvejelserne om, hvad godt skuespil er, samlede Diderot i Paradoxe sur le comédien, der blev udgivet posthumt i 1830 (udgivet på dansk i 1949, Dialog om skuespilkunsten). Paradokset hviler på en teoretisk tilgang, hvor den gode skuespiller ikke forsøger at identificere sig med sin karakter, men studerer og forestiller sig en "idealmodel". Ved opførelsen skal skuespilleren så distancere sig fra sig selv og kopiere sin model uden følsomhed. Kan følsomheden ikke holdes nede, vil det føre til en middelmådig præstation.

I 1748 skrev Diderot en halverotisk fortælling, Les Bijoux indiscrets (De skamløse læber), en roman i en let genre, der var på mode. Det fulgte han op med La Religieuse (Nonnen), et antiklerikalt værk, der hylder friheden til at vælge sin egen skæbne. Den blev udgivet som føljeton 1780-1782 og udgivet samlet posthumt i 1796.

Jacques le Fataliste et son maître, også udgivet i 1796, er en filosofisk dialog mellem Jacques og hans mester. Teksten er kompleks og til tider forvirrende, fordi den blander genrer og leger med fiktionens virkemidler, (udgivet på dansk i 1944, Fatalisten Jacques og hans Herre). Le Neveu de Rameau, (udgivet på dansk i 1987, Rameaus nevø), blev første gang udgivet af Johann Wolfgang von Goethe i 1805.

Det er en kritisk samfundssatirisk dialog, hvor den kyniske, amoralske titelperson fører sig frem ved at udfordre den retsindige filosof, hvorved det bliver en dialog om moral.

Ved siden af disse værker skrev Diderot også om filosofiske emner. Lettres sur les aveugles à l’usage de ceux qui voient, (Breve om de blinde til brug for dem, der kan se), der udkom i 1749, viste hans materialistiske holdninger. Derfor blev han anset for farlig for samfundsordenen, og han blev arresteret.

Desuden kommenterede Diderot gerne andres skrifter. Eksempler på dette er: Suite de l’Apologie de M. l’abbé de Prades (Fortsættelse af forsvaret for abbeden af Prades) fra 1752 og Supplément au Voyage de Bougainville (Tillæg til Bougainville's rejse), der blev udgivet posthumt, 1796.

Diderot tilsluttede sig de materialistiske og deterministiske strømninger i tiden. Han har ikke skrevet egentlige filosofiske værker, men brugte dialogformen eller fingerede breve til at beskrive han sine tanker. I dialogen Le Rêve de d'Alembert fra 1769 (udgivet på dansk i 2009, D'Alemberts drøm) kom han ind på sin vision for livets opståen, sammenhængen i naturen, opfattelsen af seksualiteten og af de moralske problemer, der opstår med en opfattelse af, at alt er forudbestemt.

Hans dialektiske, dialogbaserede tilgang til fundamentale spørgsmål gør, at det synes mere korrekt at kalde ham en tænker end en filosof. En række centrale spørgsmål optog Diderot, herunder sammenhængen mellem moral og en verden uden Gud, relationen mellem kærlighed og seksualitet, menneskets natur og forståelsen af kunst.

Diderot havde også en omfattende korrespondance, og den mest kendte var med Sophie Volland, som han i mange år var tætte venner med. De mødte hinanden i 1755 og korresponderede jævnligt i tiden efter. Man ved, at Diderot sendte 553 breve til hende, fordi han nummererede dem. Heraf er de 187 bevarede, mens ingen af Sophies breve eksisterer i dag. Et udvalg af brevene er udgivet på dansk i 1992. Brevene giver en indsigt i Diderot's daglige liv, hans tanker om kunst, politik og tidens diskussioner. Diderot brugte Volland også som rådgiver. Han brevvekslede også jævnligt med billedhuggeren Falconet, og de diskuterede særligt kunstens og kunstnerens udødelighed.

Mellem oktober 1773 og marts 1774 var han gæst hos kejserinde Katarina de Store i Sankt Petersborg. De mødtes i timevis flere gange om ugen og diskuterede forskellige emner, som Diderot havde forberedt ved at skrive femogtres essays. Hans korrespondance med andre viser bredden i de emner, de talte om. Det var emner som: fri konkurrence, lovgivning, uddannelse, akademier, arvefølgen og litteratur.

Han studerede ved Sorbonne, men var også optaget af det frie liv i Paris. Han fik penge hjemmefra og havde mindre indtægter fra forskellige aktiviteter. I 1741 mødte han Anne-Antoinette Champion, der var datter af en syerske. De forelskede sig, og han lovede at gifte sig med hende, men han fik ikke faderens tilladelse, så de giftede sig hemmeligt. De fik fire børn, hvor kun den yngste, datteren Marie-Angélique, nåede voksenalderen. Det var ikke et lykkeligt ægteskab, men Diderot opfyldte sine forpligtelser som familieforsørger. Han holdt meget af datteren og tog sig af hendes uddannelse og i 1772 af hendes giftermål.

Diderot's gudstro flyttede sig radikalt. Han startede som katolik, men blev ateist og materialist, en tro og naturopfattelse, som magthaverne anså for farlig og samfundsnedbrydende. Han udtrykte disse holdninger på skrift. Det bragte ham i myndighedernes søgelys, og han blev fængslet i tre måneder i Château de Vincennes i 1749 uden anklage eller dom. Her fik han hurtigt mildnet sine forhold og fik besøg af vennen Jean-Jacques Rousseau og sin hustru og datter. Han havde adgang til at læse og skrive, men fængslingen var så traumatiserende for ham, at han blev yderst forsigtig med sine skrifter. Det er derfor, så mange og så vigtige af dem først er blevet kendt efter hans død.

Han foretog en enkelt udlandsrejse. I 1773-1774 rejste han, efter invitation, til Sankt Petersborg for at besøge kejserinde Katarina den Store. Han var én af hendes protegéer. Da han i 1761 overvejede at sælge sit bibliotek for at kunne forsørge sin familie, trådte hun til og købte det, men lod det blive hos Diderot. Desuden ansatte hun ham som bibliotekar og forudbetalte ham et livslangt honorar. Han opkøbte også malerier for hende.

Både ud- og hjemrejsen gik via Haag. Rejsen fra Haag til Skt. Petersborg var strabadserende og varede næsten to måneder. Han blev syg undervejs, og det fortsatte under opholdet, så han vendte svækket tilbage til Paris i oktober 1774.

Efter rejsen fra Sankt Petersborg levede Diderot sine sidste ti år et stadigt mere tilbagetrukkent liv. Han ordnede blandt andet sine tekster i samarbejde med vennen billedkunstneren Jacques-André Naigeon. De blev kopieret i tre eksemplarer: et til ham selv, et til datteren og et til Katarina den Store.

Diderot døde i Paris den 31. juli 1784 og blev begravet i Église Saint-Roch. I juni 1786 blev hans bibliotek og arkiver sendt til Skt. Petersborg. Hans datter, der var katolik, stod for at udgive de værker, hun mente kunne publiceres efter hans død. Det betød, at mange først blev publiceret mange år senere.