Søgeteksten voltaire er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

François de Voltaire

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

François de Voltaire malet 1736 af Maurice Quentin de La Tour; Musée Antoine Lécuyer, Saint-Quentin. Navnet Voltaire er et pseudonym, som han brugte fra 1718; det er dannet som et anagram for Arouet l(e) j(eune) 'Arouet den unge', hvor u læses som v og j som i. Det lille de foran Voltaire var også hans egen opfindelse.

François de Voltaire, egl. François-Marie Arouet, 21.11.1694-30.5.1778, fransk forfatter; den europæiske oplysningstids mest indflydelsesrige skikkelse.

"Det gælder om at se verden, som den virkelig er, og ikke som man i barndommen lærer os, den ser ud". Disse manende ord fra fortællingen L'Ingénu (1767, da. Naturens Barn, 1799; Den Troskyldige, 1917) er det underliggende projekt for en meget stor del af det vældige livsværk, der blev Voltaires.

Biografi

Livsbanen blev lang, og der er betydelig afstand fra den unge Arouets selvoptagne udfordringer af de etablerede til manddommens og alderdommens kampe mod magtmisbrug og undertrykkelse. Fælles for hele forløbet er dog den polemiske evne og det bestandige ønske om at deltage, kæmpe med ordet.

Ambitionerne var store hos den unge Arouet. En rejse til Holland i 1722 åbnede hans øjne for udlandet som hjemsted for stærke frihedstanker. Indtrykket bekræftedes i høj grad ved mødet med England i 1726, hans første, toårige eksilophold, der blev et incitament til nytænkning især mht. naturvidenskab (Isaac Newton), digtning (William Shakespeare) og et almenvidenskabeligt grundsyn (John Locke).

Arv og spekulation gjorde ham velstående fra ca. 1729, hvilket satte ham i stand til livet igennem at bosætte sig uden for Frankrig, når hans forhold til censur og kongemagt blev for anstrengt. Faktisk kom han til at leve halvdelen af sit lange liv uden for fædrelandets grænser.

En lang og lykkelig periode i hans liv udgøres af venskabet med Madame du Châtelet (1706-49) fra 1733 til hendes død. Han beundrede hendes åndfuldhed og hendes naturvidenskabelige indsigt. Efter hendes død modtog Voltaire Frederik 2. den Store af Preussens invitationer til at tage ophold hos ham i Potsdam. Her udfoldede han sit vid, om end ikke altid til majestætens udelte behag.

I 1753 måtte Voltaire atter en gang i al hast søge tilflugt uden for rækkevidde, denne gang på godset Délices i Genève. Heller ikke republikken Genèves calvinistiske miljø var dog Voltaire gunstigt stemt; bl.a. fandt man hans teaterinteresse vederstyggelig.

Sit endelige tilflugtssted fandt Voltaire ved den fransk-schweiziske grænse på godset Ferney, som han erhvervede i 1760. Herfra herskede han som uindskrænket åndsfyrste over Europa, modtog talrige visitter og fortsatte sin vældige aktivitet. Paris genså han først som dødsmærket olding få måneder før sin død; men besøget blev en triumf, hvor akademimedlemmer, kunstnere og jævne folk kappedes om at hylde ham.

François de Voltaire. Portrætbuste udført i 1770'erne af den franske billedhugger Jean-Antoine Houdon.

Teatret

Voltaire var livet igennem glødende optaget af den dramatiske kunst, især tragedien. Han byggede teatre, hvor han selv og gæsterne spillede. Hans Œdipe (1718, Ødipus) blev en vældig succes. Det er en klassisk tragedie med kor, men opsigtsvækkende for tiden ved at udelade det traditionelle kærlighedstema. Dette tema genfinder han dog i 1732 med Zaïre (da. 1757).

I alt 52 skuespil skrev Voltaire, og det er karakteristisk, at også teatret tjener kampen mod fanatisme og intolerance, fx i tragedien Mahomet (1741, Muhammed).

Andre genrer

Det store nationale epos var en genre, som Voltaire i vidt forskellige registre forsøgte sig i, igen med brodden vendt mod intolerance og overtro, således hyldestdigtet til Henrik 4., La Henriade (1728), og det skandaleombruste Jeanne d'Arc-epos, La Pucelle d'Orléans (1762, piratudg. dog allerede 1755, Jomfruen fra Orléans).

Naturvidenskab og historie

Indtryk fra Englandsopholdet og inspiration fra Madame du Châtelet udmøntedes i hans Éléments de la philosophie de Newton (1738), der er et fremragende populariseringsarbejde.

Dybere nåede han dog som historiker, hvor han med adskillige store arbejder brød nye veje for historieskrivningen: kritisk holdning til de overleverede kilder, åbenhed for verden uden for Europa og frigørelse fra fastlåste tankebaner.

Hans første større værk er Histoire de Charles XII (1731, Karl 12.s historie), der dramatisk konfronterer den svenske konge og Peter 1. den Store. Senere fulgte Le Siècle de Louis XIV (1751, Ludvig 14.s årh.), der udvider perspektivet fra enkeltpersonen til epoken, og først og fremmest Essay sur l'histoire générale et sur les mœurs et l'esprit des nations (1756, Afhandling om universalhistorie og om folkeslagenes sæder og ånd), der er en imponerende kulturhistorisk afhandling, som åbner mod Orientens rige kulturer og bl.a. sætter kunsten op som et våben i kampen mod overtroen. Historiens gang viser os rige, men oftest forspildte muligheder: Altså må kampen fortsætte.

François de Voltaire var en ubønhørlig samfundskritiker og det meste af sit liv forkæmper for den oplyste enevælde. Da han i 1759 trak sig tilbage til godset Ferney, mødte han for første gang samfundets økonomiske og sociale realiteter. Han fandt, at kun godsejeren havde det nødvendige åndelige og økonomiske overskud til at forbedre bøndernes vilkår, og det lykkedes faktisk for Voltaire at gøre egnen velhavende. Jean Hubers (1721-86) maleri Voltaire et les paysans er gennemsyret af enevældens billedsprog. Voltaire har blot indtaget den rolle, der traditionelt var kongens.

Filosofiske skrifter

Voltaires navn af filosof må forstås i 1700-t.s betydning af ordet: En udogmatisk kritiker af fanatisme og overtro, en skribent, der søger at udbrede tidens nye viden til så mange som muligt.

Denne holdning gjorde Voltaire til århundredets førende revser af al dogmatik og af kirkens magtmisbrug, velkendt fra slagordet écraser l'infâme om at knuse "den infame", dvs. kirken som magtapparat. Ateist blev han dog aldrig; men hans deisme grundede sig på hans fornuftsyn og på opfattelsen af, at et adfærdsregulerende moralsyn er nødvendigt.

Voltaire bidrog til den store Encyclopédie med 45 artikler; hans hovedindsats ligger dog helt klart i hans egne værker, først og fremmest Lettres philosophiques (1734, Filosofiske breve) og Dictionnaire philosophique portatif (1764, Filosofisk lommeleksikon). Det første af disse værker opsamler udbyttet fra Englandsopholdet og rummer samtidig en afvisning af Pascals tragiske livssyn.

Her får man et første bud om den livslange kamp for tankens frihed. 30 år senere, i det filosofiske leksikon, er den knivskarpe polemiker på toppen i den fortsatte kamp: En lang række alfabetisk ordnede, ofte helt korte artikler om fx ateisme, krig, kritik, lighed, overtro og tortur viser den 70-åriges alsidighed og usvækkede kraft.

Den utrolige vitalitet kommer også til udtryk i den lange række af affærer, hvori Voltaire engagerede sig i sin alderdom for at tale den "lille mands" sag over for et umenneskeligt retssystem, fx i Calassagen. Denne side af Voltaires virke skænkede ham europæisk ry og gav ham samtidig en hidtil ukendt folkelig popularitet.

De filosofiske fortællinger

Det er med sine fortællinger, Voltaire fortsat lever. Her findes i lettilgængelig form det polemiske klarsyn og den ironisk gennemlyste, præcise stil, der var hans særkende. Tre af fortællingerne skiller sig ud ved deres helstøbte, gennemarbejdede idégrundlag: Zadig ou la destinée (1747, da. Zadig eller Skæbnen 1750), Candide ou l'optimisme (1759, da. Candide eller den bedste verden, 1797) og L'Ingénu.

De tre titelfigurer belyser henholdsvis sandsigerens vanskeligheder i verden, som den er, den naive optimists ulykkesfyldte møde med en uforstående og uforståelig verden samt et uberørt naturmenneskes oplevelse af vore absurde fordomme. Trods en stigende pessimisme hos forfatteren bevares en tro på nytten af at imødegå verdens tåbeligheder og acceptere den menneskelige lod med dens muligheder.

Samtid og eftertid

Voltaires brevveksling tæller over 1800 korrespondenter, og man har bevaret ca. 18.000 breve fra hans hånd; hans korrespondance er udgivet i 51 bd. (1968-77).

I Danmark var den unge Johannes Ewald ikke upåvirket af mesteren; Hr. Panthakaks Historie er således en "omvendt Candide", idet helten her indgydes en grundig mistillid til alverden. Georg Brandes blev den store fortaler for Voltaire med sin monumentale biografi i 2 bind (1916-17).

François Voltaires værk tegner i sin helhed en livslang kamp mod fordomme og overleverede synspunkter og et enestående engagement i det enkelte menneskes rettigheder over for retsmaskineri og kirkelige magtinstanser.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

François de Voltaire. Portrætbuste udført i 1770'erne af den franske billedhugger Jean-Antoine Houdon.

© Dette billede må du ...

François de Voltaire var en ubønhørlig samfundskritiker og det meste af sit liv forkæmper for den oplyste enevælde. Da han i 1759 trak sig tilbage til godset Ferney, mødte han for første gang samfundets økonomiske og sociale realiteter. Han fandt, at kun godsejeren havde det nødvendige åndelige og økonomiske overskud til at forbedre bøndernes vilkår, og det lykkedes faktisk for Voltaire at gøre egnen velhavende. Jean Hubers (1721-86) maleri Voltaire et les paysans er gennemsyret af enevældens billedsprog. Voltaire har blot indtaget den rolle, der traditionelt var kongens.

© Dette billede må du ...

François de Voltaire malet 1736 af Maurice Quentin de La Tour; Musée Antoine Lécuyer, Saint-Quentin. Navnet Voltaire er et pseudonym, som han brugte fra 1718; det er dannet som et anagram for Arouet l(e) j(eune) 'Arouet den unge', hvor u læses som v og j som i. Det lille de foran Voltaire var også hans egen opfindelse.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
30/05/2013
Ekspert
HPLu
Oprindelig forfatter
JPed
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki