Faktaboks

Alfred de Musset
Født
11. december 1810, Paris, Frankrig
Død
2. maj 1857, Paris, Frankrig
Alfred de Musset
Alfred de Musset, portræt fra 1854 af Landelle Charles (1821-1908).
Af /Musée d'Orsay.

Alfred de Musset var en fransk forfatter, en betydelig repræsentant for romantikken i Frankrig.

Musset var en tidlig digterisk begavelse og udviste stor skrivefærdighed og produktivitet både inden for lyrik, dramatik og prosa. Med sine Contes d'Espagne et d'Italie (1829, Spanske og italienske fortællinger), versfortællinger og dialogstykker, arbejdede han sig ind på teatrets område. Her ydede han sit bedste, først med læsestykker, der senere opførtes, fx komedierne Fantasio og On ne badine pas avec l'amour (begge 1834, 'Man spøger ikke med kærligheden'), derefter det store historiske drama Lorenzaccio (1834, opført 1896) om den rene unge mands konfrontation med magt og begær i en handling henlagt til renæssancens Firenze.

Inden en række fortællinger og noveller skrev Musset sit andet hovedværk, jegromanen La Confession d'un enfant du siècle (1836, dansk titel Bekendelser af et Barn af Aarhundredet, 1900), med en vis baggrund i egne oplevelser af den umulige kærlighed i sit forhold til George Sand. Samtidig med at Musset løfter heltens historie op mellem andre mere berømte som Shakespeares Romeo og Goethes Werther, understreger han samtidens prægning af heltens karakter: Manglen på idealer og tro efter Napoleons fald har efterladt ungdommen uden styrke og selvtillid.

Tvivl og desillusion præger også hovedskikkelsen i det store digt Rolla (1833) og digterjeget i hans tredje hovedværk, cyklussen Les Nuits (1835-1837, 'Nætterne'), hvor livsleden og smerten truer selve det at skrive og skaber den karakteristiske romantiske afstand mellem digt og eksistens.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig