• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Victor Hugo

Oprindelige forfattere HPLu og PJSt Seneste forfatter HPLu

Victor Hugo.

Victor Hugo.

Victor Hugo, Victor Marie Hugo, 26.2.1802-22.5.1885, fransk forfatter. Victor Hugo er den dominerende skikkelse i fransk romantik og med sin vidtspændende produktion en af 1800-t.s største forfattere.

Han var banebryder for romantikken i 1820'erne, blev igennem et langt liv forvalter af dens menneskesyn og efter århundredets midte dens eneste sande arvtager.

Han var i alt, hvad han skrev, dybt overbevist om digterens moralske og civiliserende rolle i en tid med politiske og sociale omvæltninger og fastholdt på trods af alt, også sin egen tvivl, en idealistisk fremtidstro befordret af tillid til forsynet.

Frem til Julirevolutionen i 1830 var den unge romantiker Hugo engageret i den litterære debat i tidsskrifterne Le Conservateur littéraire og La Muse française. En række oder i samlinger fra 1822-28 udtrykker hans royalistiske holdning, fulgt af de upolitiske og eksotiske digte Les Orientales (1829).

Hans første romaner, Bug-Jargal (1820, 1826, da. 1830, 1920) om et slaveoprør på Santo Domingo og Han d'Islande (1823), der er inspireret af den gotiske eller "sorte" roman, følges af Le Dernier Jour d'un condamné (1829, da. Den Dødsdømtes sidste Dag, 1862), som viser Hugos modstand mod dødsstraffen.

Den historiske roman Notre-Dame de Paris (1831, da. Notre-Dame-Kirken i Paris, 1883, 1930) med dens modsætninger mellem det hæslige og det skønne, høj og lav, er en dramatisk videreudvikling af Walter Scott og det foreløbige højdepunkt i hans romanværker.

Men det er inden for teatret, med teorien om det realistiske romantiske drama i forordet til Cromwell (1827) og dramaer som Marion Delorme (1829, premiere 1831), Hernani (1830, da. 1946) og Ruy Blas (1838), at Hugo slår sit navn fast med stykker struktureret over voldsomme spændinger og moralske og psykologiske konflikter, der giver en moderne form til de bedste traditioner i fransk teater.

Karakteristisk for den modsætningsfyldte Hugo udgav han parallelt med den direkte publikumskontakt på teatret fire helt personlige digtsamlinger, hvor private problemer, politiske spørgsmål og den kristnes tvivl endevendes: Les Feuilles d'automne (1831, Efterårsblade), Les Chants du crépuscule (1835, Skumringssange), Les Voix intérieures (1837, Indre stemmer) og Les Rayons et les Ombres (1840, Stråler og skygger).

Samtidig med, at han i 1840'erne slog ind på en politisk karriere gennem medlemskab af Det Franske Akademi og som medlem af det franske Overhus, forberedte han det, der efter de politiske omvæltninger i 1848-51 skulle blive hans hovedværker: digtsamlingen Les Contemplations (1856, Kontemplationer) og romanen Les Misérables (1862, da. forkortet udgave De Ulykkelige; 1894 og senere da. stærkt forkortet udgave De elendige; 2014, da. uforkortet udgave De elendige, med efterord af Hans Peter Lund).

Februarrevolutionen 1848 lod ikke Hugo kold: Han valgtes som deputeret og indtog snart stærkt socialt engagerede standpunkter svarende til sit romantiske humanistiske grundsyn og ønsket om social retfærdighed. Men da et statskup banede vejen for Napoleon 3.s kejserrige, valgte Hugo eksilet.

Med de satiriske digte Les Châtiments (1853) revser han kupmageren og gør op med den politiske udvikling, for så at lukke sig om sig selv i eksilet på Kanaløerne Jersey og Guernsey og færdiggøre Les Contemplations, "en sjæls historie", med digte om barndommen, ungdommen, kærligheden, tabet af datteren, troen, tvivlen. Han vendte først tilbage til Paris 1870.

I 1862 udkom den vældige fresko Les Misérables. Romanens baggrund er Frankrigs historie fra Napoleonstiden til begyndelsen af 1830'erne, og man følger helteskikkelserne gennem prøvelser og fristelser frem til lutring og ophøjelse: et næsten bibelsk drama i romanform.

Hugos historiske visioner blev også foldet ud i La Légende des siècles, en kæmpestor digtsamling med billeder fra menneskehedens historie (1859, 1877, 1883, Århundredernes legende), og i den historiske roman Quatrevingt-Treize (1874, da. 1793, 1874) om Vendée-oprøret mod Republikken, ikke uden kritiske hentydninger til samtiden ligesom i romanerne Les Travailleurs de la mer (1866, da. Havets Arbejdere, 1919) og L'Homme qui rit (1869, da. Manden der ler, 1870, 1984).

Som romantiker til det sidste søgte Hugo i disse episke tekster at fremstille individets kamp mod en overmagt af særinteresser og ondskab. De større visioner af mennesket over for det transcendente gav han digterisk form i tekster som Dieu (Gud) og La Fin de Satan (Satans endeligt), der forblev uafsluttede. Ligesom essayet William Shakespeare (1864) viser de ham som den filosofiske tænker, han også var, med digterens uovertrufne sprogkraft og billedfantasi.

Victor Hugo havde som forfatter betydning for samtidens billedkunst, men han var også selv en fremragende tegner. Fra tidlige rejseskitser udført med blyant eller pen blev hans tegnekunst med tiden mere kompleks. Hugos romantiske visioner, ofte udført med alkymistiske blandinger af blæk, kaffe og sod, nåede et højdepunkt med tegningerne til hans egen bog Havets Arbejdere (1866).

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Victor Hugo Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    HPLu