Faktaboks

Charles Baudelaire
Født
9. april 1821, Paris, Frankrig
Død
31. august 1867, Paris, Frankrig

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

.

Charles Baudelaire var en fransk digter, kritiker og oversætter. Som skaberen af den moderne poesi er Charles Baudelaire blevet kaldt "selve digterens arketype i moderne tid og til alle tider" (af T.S. Eliot).

Den lyriske modernisme, der trådte frem i hans hovedværk Les Fleurs du mal (1857, på dansk Syndens Blomster, 1921 og 1963, Helvedsblomsterne, 1997) og videreudvikledes af Stéphane Mallarmé og Arthur Rimbaud, kan bestemmes som menneskets fremmedgørelse over for sig selv og over for den ydre verden. Kunstneren synes dømt til at være en outsider, udstødt af et samfund, hvis mægtigste drivkraft er trangen til at berige sig.

Bohemeliv

I sit liv var Charles Baudelaire prototypen på den udstødte digter, hvis kærlighedsbehov aldrig opfyldtes. Han var syv år, da faderen døde, og den lidenskabeligt elskede moder giftede sig snart med den senere general Jacques Aupick (1789-1857), som Charles Baudelaire livet igennem omfattede med et glødende had.

Han blev bortvist fra gymnasiet, skejede ud og sendtes på en rejse til Østen. Han gik fra borde allerede på Mauritius og rejste tilbage til Paris, for enhver anden natur end byens "eksotiske" landskaber fandt Baudelaire kedelig. En betydelig formue ødedes bort på vin, kvinder og spil. Familien fik ham erklæret umyndig i 1844, men sørgede for en beskeden månedsudbetaling, som slet ikke kunne finansiere hans bohemeliv. Han søgte at skaffe sig indtægter ved kritikervirksomhed og udgav en omfattende gendigtning af fortællinger af Edgar Allan Poe (1848). Nogen succes fik han aldrig. Han døde slidt op af fattigdom, alkohol og narkotika efter 13 måneders sygeleje.

'Det ondes blomster'

Charles Baudelaire så det ikke længere som kunstnerens opgave at sætte skønhed som deres værkers eneste mål. Digtningen måtte i stedet fastholde splittelsen i homo duplex, 'det dobbelte menneske', ved at skildre dets sataniske fornedrelse og perversitet side om side med dets higen efter sjælenes forening og guddommelig skønhed.

Som poesiens sted indfører han storbyen med dens dragende teknologiske dynamik og sataniske vildskab; digteren er blevet en flanør, i hvis sind det moderne livs farlige fantasmer huserer: penge, dyrisk seksualitet, aggressiv egoisme (klassekamp), dødsdrift osv. Derfor er den moderne digters typiske stemningsleje depressionen (le spleen), der kun momentvis kan brydes af rusgiftenes eufori eller af den sjældne anelse af et guddommeligt "andetsteds". Den melankolske "skildrer af det moderne liv" antager i sit offentlige liv dandyens attitude som selvforsvar. Han er iagttager, ikke deltager i det sociale liv.

Stilmæssigt ligger Les Fleurs du mals originalitet i et helt nyt forheksende billedsprog og i digtsamlingens subtile helhedskomposition. Der opbygges en poetisk verden af sælsom skønhed, hvori hvert eneste billede og begreb fra digt til digt indgår i nye sammenhænge, der uddyber og nuancerer den poetiske tanke. De fleste digte er samlet i afsnittet "Spleen et Idéal", der skildrer menneskets dobbelte stræben, bl.a. i de berømte kærlighedsdigte til "den sorte Venus" (Jeanne Duval) og til den lyse og kølige idealkvinde "englen" (Madame Sabatier).

Afsnittet "Parisiske tableauer" rummer bylivsskildringer af fattige udstødte og af seksualitetens dæmoni, et tema, der udfoldes i "Revolten" og "Døden", inspireret af 1600-tallets barokdigtning, to afsnit, hvori vi finder de egentlige syndens blomster. Det store slutdigt "Rejsen" opfordrer det moderne menneske til med fortvivlelsens dristighed "at dykke ned i det ukendte for dér at finde nyt".

Samtidens og eftertidens dom

Historisk markerer Charles Baudelaires værk overgangen fra romantik til modernitet eller på tre områder. Som den mest betydende litterære kunstkritiker efter Denis Diderot viste han vejen frem til symbolismens surnaturalisme. Han så i Eugène Delacroix det moderne maleris foregangsmand.

Charles Baudelaire lancerede med sin ufuldendte samling af prosadigte, Petits poèmes en prose (1869, på dansk Parisisk Spleen, 1918), en helt ny genre, hvori han omdanner små hverdagssituationer fra storbyen til ætsende meditationer over menneskehedens forfald. Dykker man ned i de gribende dagbogsnotater Mon cœur mis à nu, Fusées (1887, på dansk Dagbøger, 1948) finder man et væld af notater, der bekræfter hans digtnings temaer på det eksistentielle plan.

Det er dog kun i storværket Les Fleurs du mal, at Charles Baudelaire udfolder sit fulde geni. Førsteudgaven blev af en domstol erklæret usædelig; i andenudgaven (1861) måtte han derfor udelade seks af de bedste digte, men tilføjede til gengæld en række nye, resultat: i alt 126.

Værkets betydning blev først forstået af symbolisterne, der mod århundredets slutning gav det dets endelige plads som den moderne poesis grundbog. Baudelaires sprog- og versebygning følger i alt væsentligt romantikkens regler.

Charles Baudelaires indflydelse har været umådelig; han er den af alle franske digtere, der har haft størst betydning for den europæiske lyriks udvikling. Man kan blot nævne navne som Rainer Maria Rilke, T.S. Eliot og Sophus Claussen, der kongenialt har oversat et mindre antal digte til dansk.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Benjamin, Walter (2013). Baudelaire, éd. Giorgio Agamben, Barbara Chitussi et Cle-mens Carl Härle. Paris: La Fabrique.
  • Bille Jørgensen, Steen (2018). Charles Baudelaire: Helvedesblomsterne. 50 værker: Højdepunkter i verdenslitteraturen (red. Jakob Ladegaard, Dan Ringgaard, Mads Rosendahl Thomsen), s. 142-154. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
  • Friedrich, Hugo (1987). Strukturen i moderne lyrik. København: Gyldendal.
  • Nøjgaard, Morten (1973). Élévation et expansion: les deux dimensions de Baudelaire: trois essais sur la technique poétique des Fleurs du Mal. Odense: Odense Universitetsforlag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig