Søgeteksten charles baudelaire er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Charles Baudelaire

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

Charles Baudelaire, Charles Pierre Baudelaire, 9.4.1821-31.8.1867, fransk digter. Som skaberen af den moderne poesi er Charles Baudelaire "selve digterens arketype i moderne tid og til alle tider" (T.S. Eliot).

Den lyriske modernitet, der trådte frem i hans hovedværk Les Fleurs du mal (1857, da. Syndens Blomster, 1921 og 1963, Helvedsblomsterne, 1997) og videreudvikledes af Stéphane Mallarmé og Arthur Rimbaud, kan bestemmes som menneskets fremmedgørelse både over for sig selv og over for den ydre verden. Kunstneren er fra nu af dømt til at være en outsider, stødt ud af et samfund, hvis mægtigste drivkraft er trangen til at berige sig.

Mange kunstnere reagerede ved at sætte skønhed som værkets eneste mål, men for Charles Baudelaire måtte digterens opgave blive at fastholde splittelsen i homo duplex, 'det dobbelte menneske', ved at skildre dets sataniske fornedrelse og perversitet side om side med dets higen efter sjælenes forening og guddommelig skønhed.

Som poesiens sted indfører han storbyen med dens dragende teknologiske dynamik og sataniske vildskab; digteren er blevet en "flanør", i hvis sind det moderne livs farlige fantasmer huserer: penge, dyrisk seksualitet, aggressiv egoisme (klassekamp), dødsdrift osv.

Derfor er den moderne digters typiske stemningsleje depressionen (le spleen), der kun momentvis kan brydes af rusgiftenes eufori eller af den sjældne anelse af et guddommeligt "andetsteds". Den melankolske "skildrer af det moderne liv" antager i sit offentlige liv dandyens attitude som selvforsvar. Han er iagttager, ikke deltager i det sociale liv.

Også i sit liv var Charles Baudelaire prototypen på den udstødte digter, hvis kærlighedsbehov aldrig opfyldtes. Han var syv år, da faderen døde, og den lidenskabeligt elskede moder giftede sig snart med den senere general Jacques Aupick (1789-1857), som Charles Baudelaire livet igennem omfattede med et glødende had.

Han blev bortvist fra gymnasiet, skejede ud og sendtes på en rejse til Østen. Han gik fra borde allerede på Mauritius og rejste tilbage til Paris, for enhver anden natur end byens "eksotiske" landskaber fandt Baudelaire kedelig. En betydelig formue ødedes bort på vin, kvinder og spil. Familien fik ham erklæret umyndig (1844), men sørgede for en beskeden månedsudbetaling, som slet ikke kunne finansiere hans bohemeliv.

Han søgte at skaffe sig indtægter ved oversættelser, især af Edgar Allan Poe (fra 1848), og ved at virke som kritiker. Nogen succes fik han aldrig. Han døde slidt op af fattigdom, alkohol og narkotika efter 13 måneders sygeleje.

Historisk markerer Charles Baudelaires værk overgangen fra romantik til modernitet på tre områder. Som den mest betydende litterære kunstkritiker efter Denis Diderot viste han vejen frem til symbolismens "surnaturalisme". Han så i Eugène Delacroix det moderne maleris foregangsmand.

For det andet skabte Charles Baudelaire med sin ufuldendte samling af prosadigte, Petits poèmes en prose (1869, da. Parisisk Spleen, 1918), en helt ny genre, hvori han omdanner små hverdagssituationer fra storbyen til ætsende meditationer over menneskehedens forfald.

Samme temaer genfindes i de gribende dagbogsnotater Mon cœur mis à nu, Fusées (1887, da. Dagbøger, 1948). Det er dog kun i storværket Les Fleurs du mal, Charles Baudelaire udfolder sit fulde geni. Førsteudgaven blev af en domstol erklæret usædelig; i andenudgaven (1861) måtte han derfor udelade seks af de bedste digte, men tilføjede til gengæld en række nye, resultat: i alt 126.

Værkets betydning blev først forstået af symbolisterne, der ved århundredets slutning gav det dets endelige plads som den moderne poesis grundbog. Baudelaires sprog- og versebygning følger i alt væsentligt romantikkens regler.

Stilmæssigt ligger Les Fleurs du mals originalitet i et helt nyt forheksende billedsprog og i digtsamlingens subtile helhedskomposition. Der opbygges en poetisk verden af sælsom skønhed, hvori hvert eneste billede og begreb fra digt til digt indgår i nye sammenhænge, der uddyber og nuancerer den poetiske tanke.

De fleste digte er samlet i afsnittet "Spleen et Idéal", der skildrer menneskets dobbelte stræben, bl.a. i de berømte kærlighedsdigte til "den sorte Venus" (mulatpigen Jeanne Duval) og til den lyse og kølige idealkvinde "engelen" (Madame Sabatier).

Afsnittet "Parisiske tableauer" rummer bylivsskildringer af fattige udstødte og af seksualitetens dæmoni, et tema, der udfoldes i "Revolten" og "Døden", inspireret af 1600-t.s barokdigtning, to afsnit, hvori vi finder de egentlige "syndens blomster". Det store slutdigt "Rejsen" opfordrer det moderne menneske til med fortvivlelsens dristighed "at dykke ned i det ukendte for dér at finde nyt".

Charles Baudelaires indflydelse har været umådelig; han er den af alle franske digtere, der har haft størst betydning for den europæiske lyriks udvikling. Man kan blot nævne navne som Rainer Maria Rilke, T.S. Eliot og Sophus Claussen, der kongenialt har oversat et mindre antal digte til dansk.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Charles Baudelaire. For Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-62 at optage en række fremragende portrætter af ham. Det var i selskab med Nadar, at Baudelaire første gang så Jeanne, den sorte Venus, spille på et parisisk varieté-teater (1842).

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
28/04/2014
Ekspert
HPLu
Oprindelig forfatter
MNoej
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki