Faktaboks

André Breton
Født
19. februar 1896, Tinchebray, Frankrig
Død
28. september 1966, Paris, Frankrig

André Breton var mediciner og studerede Freuds psykoanalyse, der blev afgørende for udformningen af den litterære surrealisme i Frankrig. Her er han portrætteret af Valentine Hugo.

.

André Breton var en af surrealismens hovedskikkelser. Han redegjorde for bevægelsens mål om at sætte litteraturen fri i programskriftet Manifeste du surréalisme (1924, dansk udvalg 1972). Med sine idéer om automatskriften (Champs magnétiques, 1920, sammen med Philippe Soupault) forlod Breton de veje, fornuften traditionelt afstak for sproget, og søgte en ny, "surreel" blanding af drømmeverden og virkelighed: "Mennesket er en definitiv drømmer", sagde han.

Poesien og det underbevidste

Surrealismens billeder hos Breton og de andre surrealister er ikke omkostningsfrie: De er i deres forsøg på at udstille det konventionelle billedsprog troløse over for virkeligheden og åbner for en parallelvirkelighed, som afdækker dybder i sindet. Breton var således oprindelig inspireret af Sigmund Freuds teorier, og hos Arthur Rimbaud, Guillaume Apollinaire og sin samtidige Pierre Reverdy fandt han holdepunkter for at se det poetiske billedsprog som udtryk for underbevidstheden.

Automatskriften og frie associationer, som han også praktiserede i Poisson soluble (1924, sammen med Philippe Soupault) kunne være et forløsende middel i den sammenhæng, ligesom Dada med dens nedbrydning af det almindelige kunstsprog havde betydning for ham. Prosafortællingen Nadja (1928, revideret, endelig udgave 1963, dansk 1987) om den "objektive tilfældighed", mødet med den drømmeagtige og synske kvinde Nadja, er ikke fiktion, men skildrer en oplevelse, som blander drøm og virkelighed og viser surrealismen som livseksperiment. Derefter fulgte digtsamlingerne Les Vases communiquants (1932), L'Amour fou (1937) og Arcane 17 (1944), hvor Breton kredser om mulighederne for at udvide sin oplevelse af virkeligheden.

Den politiske udfordring

Breton så ikke nogen modsætning mellem det litterære eksperiment og det politiske engagement. Han havde udviklet det surrealistiske program, som han stod for, i tidsskrifterne Littérature (1919-1924) og Le Révolution surréaliste (1924), da han sammen med Paul Éluard, Benjamin Péret, Robert Desnos og Louis Aragon trykte et Second manifeste des surréalistes (1929), hvor han selv gav udtryk for sin tilslutning til den kommunistiske revolution, men de politiske holdninger deltes snart i det, som indtil da havde været en samlet surrealistisk gruppe : Mens Aragon og Éluard forblev tro mod kommunismen, forlod Breton partiet. Han fortsatte imidlertid sit politiske engagement, var blandt de første til at vende sig mod Moskvaprocesserne og støttede forskellige frihedsbevægelser, i Vietnam og i Algeriet.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Bonnet, Marguerite (1975). André Breton, naissance de l'aventure surréaliste. Paris: Corti.
  • Durozoi, Gérard og Bernard Lecherbonnier (1974). André Breton, naissance de l'aventure surréaliste. Paris: Corti.
  • Huet, Marie (2023). Image poétique et poésie moderne, 1913-1947. Paris: Éditions Garnier.
  • Sonne, Jørgen (1993). De franske surrealister. København: Tiderne skifter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig