Faktaboks

Jean Cocteau

Jean Maurice Eugène Clément Cocteau

Født
5. juli 1889, Maisons-Laffitte, FRankrig
Død
11. oktober 1963, Milly-la-Forêt, Frankrig

Jean Cocteau var en Aladdinfigur i 1900-tallets franske kunstliv. Billedkunst, ballet, film, digtning, teater, alt tiltrak denne musernes yndling, hvis sans for selviscenesættelse var på niveau med hans mangfoldige talent.

.
Scene fra filmen "Orphée"

Jean Marais i titelrollen i Orphée fra 1950, som Jean Cocteau både skrev og instruerede.

Scene fra filmen "Orphée"
Af /Ritzau Scanpix.

Jean Cocteau var en fransk kunstner, der gjorde sig gældende i første halvdel af 1900-tallet inden for både digtning, teater, billedkunst, ballet og film. Han havde nære forbindelser med en række af tidens betydeligste kunstnere, bl.a. Igor Stravinskij, Pablo Picasso, Serge Diaghilev, Raymond Radiguet og Erik Satie.

Cocteau begyndte tidligt som lyriker med samlingen La Lampe d'Aladin (1908), og titlen Aladdins lampe kan virke profetisk: Cocteau var den af muserne udvalgte, et af tidsalderens mest alsidige talenter. Det ses af hans originalitet som billedkunstner, som balletskaber (Parade, 1917; Le Train bleu, 1924; Den unge mand og døden, 1946), men især som dramatiker og filmskaber.

Fornyelse af teatret

Med sin moderne Ødipustragedie La Machine infernale (1934, 'Helvedesmaskinen') foregreb han Jean Giraudoux og Jean Anouilh, og med Les Parents terribles (1938, 'De skrækkelige forældre') sættes egoisme og sløvhed over for livsglæde og åbenhed. Monodramaet La Voix humaine (1930) blev filmatiseret af Roberto Rossellini og lavet til opera af Francis Poulenc.

Jean Cocteaus romaner

Blandt Cocteaus romaner kan nævnes Le grand écart (1923, dansk Drømmen bag ruden, 1943) og Les Enfants terribles (1925, dansk De sorte får, 1929), en næsten surrealistisk skildring af ungdom og galskab.

Blandt Jean Cocteaus mest personlige værker er den oprindelig anonymt udgivne Le Livre blanc (1928, dansk Den hvide bog, 1987), en maskeret selvbiografi om hans homoseksualitet, illustreret af ham selv, og Opium (1930) om hans opiummisbrug.

Spillefilm

Jean Cocteau instruerede seks spillefilm, der alle er præget af et poetisk og stærkt ukonventionelt formsprog. Den første, Le Sang d'un poète (En digters blod), er fra 1930, men blev først vist offentligt i 1932; den er en surrealistisk vision af en ung digters besættelse af døden. Temaet går igen i den filmisk nyskabende Orphée (1950, Kærlighedens Mysterium) og Le Testament d'Orphée (1960), to meget personlige moderniseringer af Orfeus-myten.

Cocteaus filmiske hovedværk er dog den visuelt overdådige, romantiske eventyrfilm La belle et la bête (1945, Skønheden og udyret).

Litteratur

  • Aschengreen, Erik (1986). Jean Cocteau and the dance. Gyldendal.
  • Caizergues, Pierre (éd.) (2000). Jean Cocteau et le théâtre. Université Paul-Valéry.
  • Tsakiridou, Cornelia A. (1997). Reviewing Orpheus: essays on the cinéma and art of Jean Cocteau. Buckwell University Press.

Læs videre i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig