Eugène Ionesco

Det var som forfatter af "absurd teater", at Eugène Ionesco slog igennem i 1950'erne, først med La Cantatrice chauve (1950, Den skaldede sangerinde, Riddersalen 1961), senere med Les Chaises (1952, Stolene, Aarhus Teater 1960) og La Leçon (1951, Enetime, Studenterscenen 1957). Det første stykke udleverer dagligdagens groteske rutiner og sproglige tomhed; Stolene fremstiller livet som en absurd venten på intet, beslægtet med Samuel Becketts Vi venter på Godot. Enetime, som Flemming Flindt iscenesatte som ballet i 1963, er et studie med seksuelle undertoner i den perverterende kraft i ethvert magtspil, her mellem lærer og elev. Især de to sidste skuespil balancerer suverænt mellem komik og uhygge. Også Flindts kendteste ballet, Dødens Triumf (1972), er baseret på et oplæg af Ionesco.

Senere fulgte bl.a. Le Rhinocéros (skrevet 1958, Næsehornet, Alléscenen 1961) om det gode menneske Bérenger og hans ubodelige ensomhed under et totalitært regimes smittebærende styre, der i stykkets fabel gør alle til næsehorn. Stærkest af alle Ionescos skuespil står Le Roi se meurt (1962, Kongen skal dø, Det Kongelige Teater 1964), der igen tematiserer ensomheden og dødsangsten, denne gang i mere udbygget form såvel sprogligt som dramaturgisk. Samtidig er tonen fra det grotesk-komiske her slået over i det ægte tragiske.

Også som prosaforfatter har Eugène Ionesco udmøntet sine faste temaer; men det er som dramatiker, han står som en nøgleskikkelse i 1900-tallet.

• absurd teater
• Frankrigs litteratur
• Frankrigs teater